søndag den 7. september 2014

30 nætter på Nemo Zor 20R Liggeunderlag


Nemo Zor på vægten

Jeg modtog før sommeren et Nemo Zor 20R selvoppusteligt liggeunderlag fra den danske importør. I en tidligere blogpost beskrev jeg mit første indtryk med dette, i Danmark, relativt ukendte brand. Jeg anbefaler du læser dette. Nu har jeg brugt underlaget henover sommeren på 2 kortere ture og en tre uger lang tur i USA, sammenlagt har jeg sovet omkring 30 nætter på det. Det er på dette grundlag jeg anmelder underlaget.

Nemo siger på deres hjemmeside, at missionen med Zor underlaget var at skabe det letteste underlag, der ikke kompromitterer din soveposition eller tre sæsoners anvendelse. Jeg har ikke noget at udsætte på komforten ved Zor. Det er det mest komfortable 2,5 cm underlag jeg har sovet på, men det er selvfølgelig ikke lige så "blødt" som et tykkere underlag, men det er logisk. Det koldeste jeg har sovet på det var ned til ca, tre grader celsius, så hvis ret skal være ret, så er det ikke testet under deciderede kulde forhold. Jeg ville nu ikke have problemer med at benytte underlaget til omkring 0 grader. Jeg tillader mig dog at sætte spørgsmåltegn ved Nemo's egen minus 9 grader rating, men som sagt jeg har ikke testet det. Underlaget vejer 406 gram og fylder som en en liters Nalgene flaske, hvilket må siges at være meget acceptabelt for et underlag af denne type, i denne tykkelse og længde.

Nemo Zor passer lige ind i mit Notch telt

Nemo skal have stort plus for det innovative i at lave både horisontale og vertikale udboringer i skummet. Det nedsætter vægten og volumen uden at ofre liggekomfort. Jeg har heller ikke noget at udsætte på kvaliteten af produktet. Efter omkring 30 nætter ligner det stadig noget, der vil holde i lang tid fremover. Skal man sammenligne Nemo Zor med et andet og lignende produkt, er det nærliggende at se på Thermarest's Prolite i samme størrelse. Her vinder Zor på parametere som pris (set til 829kr), vægt, komfort og isoleringsevne. Prolite er derimod fremstillet  i en tykkere vævning end Zor, så man må kunne forvente en større slidstyrke i Prolite modellen, dette bør ikke være noget problem, hvis du ellers passer på dit Zor og andet grej. Et andet plus i Zor's afdeling er silicone striberne på bagsiden, de virker og underlagt holder sig fast på min ellers meget glatte nylon teltbund. Ventilen har også i test perioden virket upåklageligt, og ingen "mystiske" og "uforklarlige" lufttab henover natten.

Bottom line er, hvis du ellers står og mangler denne type underlag, så kan jeg varmt anbefale Nemo Zor 20R. Ville jeg købe det for mine egne penge? Ja, og det har jeg gjort, men i den korte version, som passer bedre til mit behov. Du har, derfor muligheden for at komme til at overtage det som jeg har testet. Alt du skal gøre er at smide en kommentar på dette indlæg inden søndag d. 14/9, så trækker jeg lod mellem kommentarene. Skulle du være den heldige, så er det dit "som beset", altså du har ingen rettigheder i forhold til mig eller importøren STM Sport. Du har mit ord på det virkede, da jeg pakkede det ned.