Løkken til Ålbæk henover Grenen langs Nordsøstien

 Vandring i kystens kulturhistorie

Aftensol over Vesterhavet nord for Løkken

Nogen af jer læsere ved måske at jeg har et projekt Danmark rundet langs kysterne til fods. Jeg har nu været i gang i en 5-6 år. Projektet går ud på jeg tager en weekend + nogen dage når jeg kan og går en bid af kystlinjen. Jeg følger som oftest etablerede stier.

Tysk bunker gledet ned fra skrænten grundet erosion. Menneskene i baggrunden giver en god fornemmelse af størrelse.

Projektet er et lille modsvar til dem, der mener at friluftsliv er noget man kun kan opleve i vildmarken. Der er masser af friluftsliv og gode kulturelle oplevelser i din baghave. Derudover er det også et projekt, der giver mig muligheden for at opnå kontakt med mig selv, samt et kulturelt og historisk Danmark jeg ikke kan læse mig til.

Vraggods på stranden helt fra Aberdeen. Håber ikke der var nogen i den.

Jeg skulle til Slette Strand i forbindelse med mit Master studie på KU. Jeg besluttede mig for at blive lidt længere, og gå fra Løkken mod Frederikshavn henover Grenen. Jeg læser sammen med en, der bor omkring Hjørring, så det krævede ikke meget overtalelse, for at få hende til at deponere mig i Løkken lørdag eftermiddag. Klokken var tre og solen stod allerede lavt på himlen. Jeg bevægede mig ud mod stranden, fandt den første markør med, det for mig, efterhånden velkendte bølgede N der signalerer en del af Nordsøstien. Lad mig med det samme slå fast at al færdsel langs Vestkysten af Danmark er forbundet med vind. Jeg har aldrig oplevede en vindstille dag derude, men de findes nok. Til gengæld var det fremragende solskin, hvilket holdt det meste af turen. Minussiden af ingen skyer og vind er kulde på denne årstid, men det var jeg forberedt på. Jeg havde vinter udstyret med, da der var varslet ned mod en minus 4-5 grader om natten.

Sandfygning

Jeg gik helt ude på skrænten med et 20 meters fald på venstre side ned mod den brede sandstrand, som er fast nok til at biler kan køre på den. Hvilket for mange er en oplevelse og for andre en forbandelse over man tillader kørsel på sandet. Jeg så ikke nogen biler på stranden og i det hele taget meget få mennesker på hele turen.

Tornby Klitplantage med udsigt mod havet op gennem kløften

Jeg havde egentligt ikke tænkt mig at gå så langt da det var sent på dagen, men det ene skridt tog det andet, kroppen faldt ind i en ”groove”. Omkring Rugbjerg Knude Fyr sænkede mørket sig totalt og pandelampen kom på, for jeg var egentligt ikke parat til at stoppe. Fyret er i dag opgivet grundet sandflugt.

Så forstår man godt, at skiltningen skal vedligeholdes

Det gav en særlig oplevelse at passere igennem Mårup Kirke i mørke mens du tydeligt hørte havets brusen nedenfor stranden. Mårup Kirke er fra det 13. Århundrede men blev taget ud af brug i 1928. Kirken blev oprindeligt opført to kilometer fra havet. I dag er dele af den og gravene faldet i havet. Kort tid efter kommer man ind til Lønstrup by og manglen på ”stealth” camp muligheder tvang mig helt op lige nord for Skallerup Klit hvor et tomt sommmerhus fik en overnattende gæst i haven helt ude mod vandet.

Indgangen til Hirtshals

Den, for området, normale vind tog til i løbet af natten og vendte sig i nord, hvilket gjorde at mit telt larmede gevaldigt i vinden. Kl. 5.30 gav jeg op på at sove mere, pakkede ned og vandrede videre igen i pandelampens skær. Vinden var så stærk at sandfygning gjorde de næste mange kilometer i åbent terræn langs Kærsgård Strand op til Tornby Plantage til noget knap så morsomt. Jeg overvejede at søge længere ind i land og følge cykelruten. Det blev ved overvejelsen og efter en time var jeg i læ i Tornby Klitplantage. Solen stod op ligesom jeg gik i en kløft ud mod vandet igen. Resten af ruten mod Hirtshals var direkte på stranden i stærk vind og med god sandfygning, det meste dog denne gang ikke højere end knæene. Hvor det tidligere havde været i hovedhøjde fra de store klitter.

They mean business around here!

I løbet af formiddagen drejede jeg østpå og passerede gennem Hirtshals for at fortsætte mod Tversted Plantage som jeg havde udset som et passende mål for dagens vandring. Lige før Skiveren ligger en primitiv overnatningsplads. Jeg regnede med, at kunne nå den lige inden mørket sænkede sig totalt omkring kl. 16.30. Eftermiddagen bød på en del vandring gennem sommerhus områder og vekslede mellem grusvej og sti i klitterne. Ruten fører op til Tversted by men i retrospekt skulle jeg bare have fortsat via stranden, da jeg ikke skulle noget inde i byen. Tverstedsøerne er et lille kunstigt sø område indrettet som udflugtsmål og Østerklitmølle var skuffende da selv møllen stod ved siden af laden. Jeg slog mit telt op, fik lavet noget aftensmads og læste på min Kindle indtil kl. 21 hvor jeg blev overmandet af træthed. Jeg havde også gået langt og havde været tidligt oppe. Denne nat var der ingen vind der forstyrrede. Jeg sov dejligt indtil kl. 6 næste dag.

Ensomt træ på heden og i klitterne.

Jeg er hvad jeg vil kalde en organiseret vandrer. Jeg efterlader ikke noget ”flydende rod” i teltet. Det tager mig derfor ikke lang tid at pakke ned når jeg først har tvunget mig ud af den varme sovepose. Jeg er til gengæld en frossen pind om natten. Derfor havde jeg også medbragt min nye vintersovepose. Jeg skal blankt erkende den var svær at forlade. Jeg vil gætte på at temperaturen var omkring 0 til minus 2 den morgen. Det skulle dog blive koldere den næste nat.

Lille mand i Danmarks Wilderness omkring Råbjerg Mile.

Jeg var afsted mod Skiveren en time inden morgengryet. Omkring campingpladsen mødte jeg den lokale opsynsmand. Han havde lyst til at snakke lidt med ”den tossede Københavner” der dukkede op her før kl. 7 i mørke. Mens jeg fyldte vand på min flaske udvekslede vi lidt smalltalk. Han fortalte om den bindegale nordmand der havde sejlet kajak fra Norge og til Skiveren på 36 timer tværs over havet.  Noget af en bedrift må man sige.

Råbjerg Miles ørkenlandskab i baggrunden

Efter Skiveren begynder Danmarks ”wilderness”. Grenen er ikke det mest befolkede område i Danmark.  Udover det lille sommerhus område Kandestederne ville jeg stort set ikke støde på et hus før jeg ramte Gamle Skagen. Hvilket også var grunden til jeg lige skulle tanke op i Skiveren inden afgang. Jeg kom videre og spiste morgenmad lige inden jeg igen kom helt ud på stranden, for at fortsætte op mod Danmarks største vandreklit kaldet Råbjerg Mile. Denne strækning er øde og smuk. Solen kommer på denne årstid ikke højt på himlen, men lidt varme kunne man godt fornemme når jeg kom fri af klitterne og den skinnede på mig.  Råbjerg Mile dukkede op i horisonten som et ørkenlandskab. Jeg skulle ikke op på selve Milen, men lige inden drejede jeg nord vestpå ud mod stranden, som ville tage mig hele vejen op til selve Grenen. Råbjerg Mile rummer omkring 4 millioner m3 sand og er optil 40 meter høje sandklitter der former et miniørken landskab. Selve Milen bevæger sig ca. 15 meter om året i en nordøstlig retning som vinden blæser oftest. I år 2230 vil den nå Kattegat.

Mølle i Kandestederne

Det var koldt og jeg holdt ikke mange pauser undervejs. Jeg var lidt i tvivl om hvor langt der var til spidsen og hvad min fart ville være i sandet langs stranden. Vil lige indskyde at vandrestave bare er guld værd i halvløst sand.

Danmarks nordligste markør på Nordsø Stien med Pacerpoles og Hyperlite Pack

Plan A var at nå frem lige inden solnedgang, for at fortsætte indtil Skagen, hvor en god øl og en gang pizza/burger ville være en lækker belønning.  Plan B var at slå lejr lige inden Grenen for at besøge den ved solopgang og potentielt spise en tidlig brunch i Skagen som belønning. Det blev til plan A efter en spurt langs Nordstranden. Jacobs Cafe inde i Skagen bød på burger og juleøl serveret af en sød pige, der lige skulle høre hvad jeg lavede med den rygsæk på. Efter et godt måltid, lidt juice på telefonen og en frisk kop kaffe trissede jeg mod Den Tilsandede Kirke for at slå mit telt op i plantagen og sove længe.

Skagen set fra Grenen i nedgående aftensol

Som tirsdagen gryede, fik jeg nogle super billeder af kirken. Planen for dagen i dag var at nå så langt mod Frederikshavn som muligt, så jeg ville kunne vandre indtil banegården onsdag morgen og tage toget hjem. Jeg passerede Hulsig hede, og Bunken Plantage. Fik hilst på Råbjerg Mile (igen). 

Den Tilsandede Kirke i morgengry med måne over.

Omkring Ålbæk blev jeg ringet op og informeret om at min søn havde fået en akuttid hos tandlægen til to rodbehandlinger af hans fortænder (han har været involveret i et trafikuheld tidligere på året). Det ønskede jeg at være sammen med ham om, så længe leve rejseplanens app, der fortalte mig at jeg kunne nå et tog fra Ålbæk kl. 15.10 og være i Hillerød kl. 22.30. 

Gaardbo Birk Tingsten minder om at Skagen odde er et landskab i konstant forandring grundet naturen

Jeg slog et venstresving mod Ålbæk, forsynede mig med proviant til togturen fra det lokale supermarked. Bippede mit rejsekort og slog mig ned i toget med min Kindle. Bon voyage.

Brede strande langs det meste af ruten

Jeg har regnet lidt på antal kilometer fra Løkken til Ålbæk og når frem til 145 kilometer tilbagelagt fra lørdag kl. 15 til tirsdag kl. 15. Det er sgu meget godt gået.

Nogle har spurgt efter pakkeliste, så ved lejlighed lægger jeg den under linket pakkelister.

Som en frø i vandet?

Jeg har en klar romantisk side til mit friluftsliv. Jeg er overbevist om, jeg gennem mine naturoplevelser kan opnå indsigt i mig selv, lære nogle vigtige ting om livet, og dermed blive et bedre menneske. Har jeg overhovedet noget at have mine forestillinger i? Og i så fald hvad har jeg lært?

Ideen om at søge visdom i naturen er bestemt ikke ny.  Jesus, Moses, Mohammed og Buddha havde alle nogle af deres livs højdepunkter mens de var i naturen. Lidt mere jordnært har personer som Henry David Thoreau og John Muir være en stor inspirationskilde med deres spirituelle tekster, der ofte kan tolkes som værende imod at lægge for stor vægt på materiel velstand. De to er nok mest kendt i USA, men deres værker er klart et litterært besøg værd, hvis du er interesseret i noget sådant. 

På vores breddegrader er det ofte folk som Roald Amundsen, Fridtjoff Nansen og ikke mindst vores egen Knud Rasmussen, som de fleste har hørt om for deres store mod i at udforske, opleve og mestre det ukendte men også deres hjemlige natur. Sidstnævnte har vel egentligt aldrig fået den anerkendelse i Danmark, han måske burde have haft.

Jeg skal ikke på nogen som helst måde forsøge at påstå, jeg er i deres liga med hensyn til formåen, men mindre kan jo også godt gøre det. For mig indeholder det at vandre og sove i naturen altid noget meditativt og spirituelt. En forenkling af livet helt ned i det mest basale. Madonna sang engang ”into the Groove” og det passer metaforisk meget godt på, hvordan jeg mener vandring kan opleves. Ikke at jeg er Madonna fan som sådan. Der er bare en fred og ro i hovedet på en når man ”groover”. Jean-Jaques Rosseau en fransk filosof har engang sagt. ”Jeg kan kun meditere når jeg går. Hvis jeg standser holder jeg op med at tænke. Min hjerne fungerer kun sammen med mine ben”. Rosseau mente måske, at vi kun gennem kroppens sanser kan skabe mening i tilværelsen. Vi skal sanse inden vi kan erkende mening, mestre naturen og dens udfordringer.

Herhjemme er vores egen Søren Kierkegaard citeret for at sige. ”Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom. Jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den”.  Kierkegaard mente i sin filosofi, at vi adskiller os fra dyrene og planterne fordi vi har en bevidsthed og en ånd. Han postulerede også, at vi fornægter denne ånd ved overdrevent forbrug og ødselhed. Vi fastlåser os for nemt i faste vaner og er ofte for konforme i vore livsvalg. 

Det er lidt som frøen, hvis du smider den i en gryde med kogende vand, så springer den ud med det samme. Hvorimod, hvis du langsomt varmer vandet op til kogepunktet, så bliver den siddende og møder til sidst en smertefuld skæbne. Kierkegaard er også kendt for at mene, at for meget selvindsigt i sidste ende vil føre til en slags eksistentiel angst. Kan det være noget af en forklaring på alle vores krumspring for at realisere os selv på den ene eller den anden måde.  Det giver i hvert fald stof til ironisk eftertanke, når jeg ligefrem sidder, og skriver en klumme om det at opnå selvindsigt gennem vandring, men det er vist en anden klumme.

Tilbage til mit første spørgsmål. Hvad er det så jeg oplever at få ud af at gå? Grundlæggende er det tre ting.

• Jeg tillader mig selv at give mig tid til en aktivitet, jeg holder af meget af. 
• Jeg er sammen med mig selv i så lang tid, at jeg ofte ”groover” i en slags flowlignende tilstand (mediterer) mens jeg går. 
• Less is more bliver min pejlestok i livet, og jeg undgår derfor at blive som frøen i gryden, der bliver siddende indtil det er for sent.

En gå tur bliver derfor nogen gange det skridt tilbage, den til frysning af ens tilværelse og arbejde, som man mentalt har behov for bedre at kunne overskue, analysere og se kritisk på ens liv. Er man midt i det hele, er det det bare hektisk og hurtigt, en dag tager en anden, og man sidder fast i dalbunden fremfor at bevæge sig på bakkekammen. Gå en tur, det giver mening.