mandag den 29. oktober 2012

The Last Englishman


For nogen år siden sad jeg og surfede på internettet. Undervejs stødte jeg på en interessant blog om Pacific Crest Trail. Bloggens ejer hedder Keith Foskett, kaldet Fozzie eller Fozz af venner (det er også hans trailname), så jeg kalder ham Keith ;-)



Det, der fangede min nysgerrighed, var at han skrev han netop havde ødelagt sit 6. glas solbriller, og han var kun halvvejs. Jeg skrev en email til ham og tilbød at sende et par Numa Sportbriller med mottoet ”Tough as you are”. Dem blev han rigtig glad for, som du også kan læse i hans nyeste bog ”The Last Englishman”. Han var ikke vant til at sponsorer henvendte sig selv. Da Fozzie kom tilbage til England sendte han mig en kopi af hans lidt ældre bog om El Camino ”The Journey In Between”. Vi har holdt kontakten siden på email og facebook, og Fozzie har lige gennemført Appalachian Trail, men det er en helt anden historie.

Ud af hans PCT hike kom bogen ”The Last Englishman”, som han var rar at sende til mig da den blev udgivet, den er endda signeret, så glæder mig til han bliver mega kendt! Det er et stykke tid siden jeg læste den, og dette blog indlæg som er en anmeldelse af bogen, har ladet vente på sig i et stykke tid, du ved hvordan det er kære læser.

For mig kendetegnes en god bog ved at jeg læser den færdig hurtigt. Jeg tror jeg var 1½ dag om at læse den 345 sider lange ”The Last Englishman”. Fozzie skriver humoristisk og med en god portion selvironi. Læseren følger hans rejse lige fra, den næsten ikke kommer i gang på grund af en Islandsk vulkan til han kan løfte vandrestavene og kalde sig selv PCT Thruhiker.

Det der gør bogen til noget særligt, er ikke kun, at det skinner igennem at Fozzie har hjertet på rette sted, men også hans nogle gange lidt dybsindige kommetarerer fra den Trail Journal han førte undervejs. De rammer til tider helt rigtigt, man sidder som læser og kan levende sætte sig ind i situationen. Derudover er der et farverigt persongalleri af rigtige mennesker, samt levende beskrivelser fra de steder der vandres i.

Er man til bøger om eventyr og vandring, så kan jeg varmt anbefale den, og til prisen synes jeg ikke du kan sige nej. Derudover støtter man Fozzie så han ikke kan lade være med at skrive en ny bog om hans nye eventyr på Appalachian Trail.

Køb bogen her og følg Keith på hans web her


mandag den 15. oktober 2012

El Camino og sjælen



Hvad er mere enkelt i verdenen, end at putte den ene fod foran den anden? At vandre i mange dage omtales tit som en spirituel rejse ind i dig selv. Jeg er ikke et religiøst menneske i ordets forstand, men jeg accepterer at der findes mere mellem himmel og jord. Jeg kan til tider godt finde på, at beskrive dette fænomen, som en del af min og andres sjæl. Spørgsmålet er så, om jeg er mere i kontakt med min sjæl, når jeg eksempelvis er i naturen og vandrer, end når jeg sidder her foran computeren og skriver dette?

Jeg har et meget afklaret forhold til min egen sjæl, herunder min egen motivation. Jeg ved hvad der skal til for at jeg er i min komfort zone. Om kort tid kommer der dog en vandretur, som jeg glæder mig meget til. Den vil kræve at jeg afdækker andet end bare mine egen behov og motiver. Ser du kære læser. Jeg har giftet mig med en kvinde, som, for at sige det mildt, ikke er det største Outdoor menneske jeg kender. Misforstå mig ikke, hun elsker frisk luft, samt at være omgivet af smuk natur. Så længe det ikke er for primitivt, hvilket for hende er alt der lugter af overnatning i telt.  Så det aspekt af friluftslivet får jeg lov til at nyde i fred. Til gengæld er hun meget spirituel, altså på den fede måde, med Yoga, Simple Living og, tro det eller ej, hun hylder også mine letvægts begreber, som less is more o.s.v.

For efterhånden en del år siden faldt der en kommentar fra min kone, som lød noget i retning af. ”Den der spirituelle pilgrims vandrerute i Spanien, hvad er det?”. Citatet er ikke helt korrekt, men det er som jeg husker det. Straks spidsede jeg mine ører, og begyndte at kalkulere på hvor var denne samtale på vej hen, og hvad var mine muligheder, inden jeg lidt henkastet svarede.  ”Er det Caminoen til Santiago De Compostela du mener? Skat”. Det er vigtigt at sige skat, når man fornemmer en positiv retning på samtalen.  For at gøre en lang historie kort, bliver vi enige om at det kunne være et spændende projekt for fruen og jeg sammen. Den umiddelbare stopklods var vores to dejlige børn og vores job. Begge er lidt svære, sådan lige at få en måned fri fra, til at gå hele ruten ud i et. Vi taler trods alt om ca. 800 km fra St. Jean De Port, som er startpunktet i Pyrenæerne.

Projektet strander lidt der indtil, bliver vi enige om, vores børn er gamle nok til at klare sig selv. Det vil sige indtil en dag her i foråret, hvor jeg, affødt lidt af desperation, hun bliver nemlig 40 år, og jeg mangler en virkelig god gave ide, foreslår at når nu vi ikke kan tage den hele på engang, hvad så med, at dele den i etaper, og tage en uges vandring på Caminoen om året? Voila til oktober skal vi til Spanien for at gå sammen en uge på El Camino.

Hvad har min sjæl så at gøre med det og hvad er det så for nogle tanker jeg gør mig om en sådan tur. Jeg vil med det samme understrege at vandring, for mig, altid er en fysisk rejse, men i høj grad også en mental rejse ind i dig selv. Jeg har det fint i selskab med ingen andre end mig selv. Jeg kan sagtens føre dybe samtaler med mit ego, afdække den politiske verdensorden, opdigte sange, redde planeten og få prinsessen til slut. Min fantasi fejler ikke noget.

Det her bliver noget helt andet. Denne vandretur handler overhovedet ikke om mig og mine behov, dette er et fælles projekt mellem min sjæl og min bedre halvdels sjæl. Andre pilgrimme beskriver tit Pilgrimsruten til Santiago, som en spirituel og sjælelig rejse en søgen efter ”The Way”.

Du kan altid genkende en der har vandret i flere dage, og er på ”The Way”. De har en rolighed og en fredfyldthed der omgiver dem. Intet haster særligt meget. De klager ikke over maden eller vejret, for de ved at der alligevel ikke er nogen der gider lytte. De er åbne for andre input. De fordømmer ikke andre mennesker, og giver plads til hinanden.

Jeg vil i hvert fald gøre mit for at vores fælles sjæl rammer ”The Way” på vejen til Santiago De Compostela.