6 dage i det sydlige grænseland mellem Sverige og Norge langs Bohusleden del 2

En af de mange søer på vej op mod Vaktarekullen

Onsdag d. 1. august, Kynneälv til Örevättnet i nærheden af Svarteborg, 42 kilometer

Onsdagen gryede med flot vejr, som kan ses på billede op over. Benene var gode, fødderne havde ingen vabler, stort set alt virkede, bortset fra et lille problem (eller opgave). Den var blevet værre og værre henover de sidste par dage. En neglerod på min højre storetå var blevet betændt. En lillebitte ting der på en normal dag ikke ville betyde en hujende fis. Alt betyder bare noget når man skal præstere en hel dag gåen på fødderne op ad stolpe, og ned ad sten. Betændelses tilstanden gjorde, at min tå hævede på ydersiden mod skoen, og derfor stødte i mod siden af skoen. Hvilket ikke var behageligt, for at sige det mildt. Jeg havde derfor vasket mine fødder flere gange, de sidste dage for ikke, det skulle blive værre. Jeg havde også spist ibuprofen, ikke mod smerterne, men mere for at holde hævelsen nede. Jeg var noget ærgerlig hvis denne skade skulle koste mig resten af turen. Jeg vidste, at denne dag, ville være dagen der afgjorde,om jeg kunne gennemføre til Uddevalla eller måtte smide håndklædet inden.

Menneske skabt stenbro mellem Sjökärrsjön og Sälesjön

Kort efter start på dagen etape blev mine sko og fødder våde, dette gav en lidt dulmende fornemmelse i tåen, og der var alligevel ikke andet, at gøre end at klø på. Jeg var startet tidligt denne morgen omkring kl. 6. Efter nogen kilometer passerede jeg et shelter ved Sjökärrsjön, hvor der kom højlydte snorkelyde fra. Jeg listede bare videre. Det skal lige indskydes, at jeg mødte omkring 10-12 mennesker på hele turen, der også gik på Bohusleden eller benyttede de sheltere jeg passerede. Kun en anden person der solo vandrerede, han var fra Tyskland.

Torp ruin i Björnedalen hvor Anna Maja Andersdotter var sidste beboer, hun døde  27. april  1929

Etape 20 op mod Vaktarekullen, som er højeste punk på Kynnefjäll, var beskrevet som let vandret, igen synes jeg måske, at dette ikke var helt i overensstemmelse med sandheden, eller i hvertfald en modificeret sandhed. Ruten var smuk, jeg passerede masser af idylliske søer, med højtliggende udsigtspunkter langs bredden, hvor man lige kunne snuppe sig et velfortjent break. I beskrivelsen af etapen står der, at det er her på Kynnefjäll at det sydlige Sverige møder det Nordlige Sverige, set med naturens øjne.

Udsigt over St. Holmvatten på en smuk dag

Kynnefjäll er et ca. 20 kilometer langt og 10 kilometer bredt høj plateau. Højeste punkt er Vaktarekullen der strækker sig 206 meter over havets overfalde, så det er måske nok lidt meget at kalde det et fjeld, men så ihvertfald et lille et. Toppen har tidligere været brugt, som brand og luftovervågnings plads, der findes også et altid åbent stuehus med plads til 12 overnattende personer. 

Kynnefjäll et meget besøgt natur område året rundt

Området har spillet en stor rolle igennem Sveriges historie med utallige grænsestridigheder, og der findes mange stier og vandreruter på fjeldet. På et tidspunkt besluttede den Svenske regering, at Kynnefjäll skulle være opbevaringssted for atomaffald, dette var ikke en populær beslutning, og fra 1980 til 2000 (20 år!) vogtede en aktionsgruppe i døgnet rundt for at afværge truslen mod området. Ved Lunden står deres hytte og en mindesten tilbage.

Mindesten for Kynnefjäll

Efter Lunden var der ca. 15 kilometer vej til Svarteborg. Jeg skal blankt erkende, at der røg høretelefoner på, og de kilometer blev gået til tonerne af Arctic Monkeys, Sting, U2 m.m. Aftenens hurtige stealth lejr blev på en lille tange ud i Örevattnet, hvor jeg blev "fundet" af 3 badende svenskere, som jeg fik en lille sludder med. De synes det var okay, jeg crashede her efter 42 kilometer, som var turens længste dag. Heldigvis ville min betændte storetå gradvis blive bedre fra nu af, og henmod slutningen af turen, så der var ikke flere tanker om at skulle smide nogen håndklæder før tid.

Torsdag d. 2. august, Örevattnet til Övre Trästickeln i Herrestads naturområde 37 kilometer

Blikstille Harska bukten om morgenen

Igen var jeg tidligt ude af fjerene, bogstaveligt talt, da jeg sover i en dun quilt. Klokken 6 var jeg på vejen mod Harska hvor etape 17 skifter til etape 16. Ruten går ud mod Kärnsjön og langs Harska bukten, som var blikstille denne morgen. Ved Harska passerede jeg endnu engang nogle sovende mennesker i et sheltere og helt inde i bugtens ende stod et familie telt. Efter Harska passerer ruten Lerbergsnäset hvor der ude på spidsen ligger Reorsgrottan. Opkaldt efter en fange der flygtede i 1600 tallet, han skulle, ifølge lokal historien, havde været en god træsnitter der bl.a. har snittet døbefonten i Håby Kyrka... Hvem sagde, mein vater var ein sehr berümter spurhund aus Dusseldorf :-)

Brålandsfallet over Örekilsälven komplet med laksetrapper, skulle eftersigende være et af syd Sveriges bedste fiskesteder

Efter at have krydset næsset, drejer ruten sydpå langs Örekilsälven, hvor der passeres flere interessante steder. Blandt andet Borgmästerbruket, som er et levn fra en storhedstid hvor vandvejene var vigtige transport ruter for den tidlige industrialisering. Her har ligget savværk, kværner, smedje og bosteder for arbejderne. Lige inden den halvstore by Munkedal drejer ruten østpå, men hvis man vil kan man fortsætte ind og "tanke" op i byen.

Udluftning og tørring i det dejlige vejr ved Kaserna etape 15

Vejret var i løbet af formiddagen gået hen og blevet høj solskin. Dette benyttede jeg mig af i frokostpausen til at vaske mig selv i Vassbotten ved Kaserna, samt tørre alt mit gear og mig selv i en times tid. Etape 15 følger  Munkedalsälven mod Viksjön i noget temmelig krævende og kuperet terræn. Området her har tidligere været genstand for mange blodige fejder mellem Sverige og Norge/Danmark. Älven krydses to gange, inden ruten drejer mod syd undervejs mod Herrestadsfjället, som også er et natur reservat. Omkring Viksjön ligger nogle ruiner, hvor dele af det er fra Jernalderen.

Bridge, not over the river Kwai, but Munkedalsälven

Jeg havde på forhånd udpeget området omkring søen Övre Trästickeln, som en potentiel lejrplads. Søen ligger ved indgangen til Herrestadsfjällets natur reservat, og ville betyde jeg ville have nogen og tyve kilometer tilbage til fredagens vandring. Søen og lejrpladsen jeg fandt var ren idyl, jeg slog mit telt op og kiggede lidt på skyerne der samlede sig inden en torden front i stor hastighed trak sig ind over mig, hvorefter det tordnede og regnede i en time, for efterfølgende at klare op til en smuk solnedgang i søens vestlige ende. Lige som det skal være.

Lejr ved Övre Trästickeln lige inden tordenfronten ramte mig

Fredag d. 3. august, Övre Trästickeln til tog station i Uddevalla 23 + 4 kilometer

Endnu engang var jeg afsted før 6 om morgenen, der er noget magisk over at være på sporet tidligt om morgenen. Fra starten af bevægede jeg mig ind og op i Herrestadsfjället, som er et meget brugt natur område med hytter og stier, både til vandring og langrend om vinteren.

Lappkåtan i Herrestadsfjället med plads til 15, og åben året rundt

Ruten for dagen var blandet trail med skovveje, så jeg opretholdt et rimeligt tempo. Området er også et militært område, så en del skilte advarer mod at samle ammunitions genstande op. Lige inden Uddevalla passerer man "Havskuren", som er en stor mose. Mine fødder var dog allerede drivvåde af det høje våde græs og krat, man ikke kan undgå at gå igennem. Hvilket lige får mig til at slå et slag for små Gaiters. De var uundværlige til at holde sten og ral ude af skoene. Thumbs up på den front.

Ruin omkring Åleslån naturskole i Herrestadsfjället

Tilbage resterede kun ca. 4 kilometer asfalt ind til stationen i Uddevalla, så på med høretelefonerne, skru op for musikken, så blev de også tilbagelagt i fin stil. Ved ankomst til stationen nåede jeg lige en kop kaffe og en Snickers inden jeg sprang ombord på toget til Göteborg, for der at skifte til tog til Helsingborg.

Når jeg ser tilbage på turen nu, er der få ting jeg ville gøre anderledes med hensyn til grej og mad. Etaperne var generelt hårdere end jeg havde troet (læs kuperet), og der var meget mere "trail" og "bushwhacking" end jeg havde turde håbet på. Meget lidt af ruten var på decideret asfalt. Det er ikke udelukket, jeg vender tilbage og går ruten Uddevalla til Göteborg, som er den anden halvdel af Bohusleden.

Hilsen 

Niels

6 dage i det sydlige grænseland mellem Sverige og Norge langs Bohusleden del 1

En overraskende velmarkerede rute hele vejen

Jeg havde en plan om en sommertur i Lapland i år, men alle planer ændres, og muligheden blev derfor i stedet denne tur på Bohusleden, som også er en del af Nordsøstien. Ruten er velbeskrevet på hjemmesiden, med tilhørende kort som pdf filer, lige til at downloade og udprinting. Du kan også henvende dig til turistinformationerne i nogle af byerne i nærheden, og de sender med glæde rutebogen for en sum penge, omkring 50 svenske + porto, tror jeg. Supernemt og tilgængeligt, thumbs up til Svensken for det.

Björnerödspiggen som er højeste punkt på Bohusleden

Efter at have studeret hjemmesiden indgående og alle etaperne, besluttede jeg mig for ruten mellem Uddevalla og Strömstad. Jeg printede de relevante kort og rutebeskrivelser. Jeg var grundlæggende meget ambitiøs i hvor langt jeg ville gå, turen skulle være ferie, men samtidig også en fysisk udfordring. Fra Strömstad til Uddevalla er der i følge Bohusledens kort 203,5 kilometer, jeg havde tiden fra søndag til fredag, med en mulighed for at blive til lørdag, men det ville jeg kun i tilfælde af yderste nødvendighed, samt det faktum, at jeg kun havde mad til og med fredag, men det bekymrede mig nu ikke. Jeg havde lidt ekstra energi barrer og nok fedt på sidebenene til at overleve en dag ekstra.

Med planlagt ankomst Strömstad søndag kl. 14, og med planlagt hjemtur fredag sen eftermiddag, gav det mig 5½ dag til vandring, jeg ville derfor gennemsnitligt skulle bevæge mig fremad ca.  37 kilometer hver dag, bestemt ikke, tænkte jeg, urealistisk, tilbage var at overveje hvor fremkommelig og kuperet ruten ville være (her blev jeg lidt snydt). Jeg mente ikke den ville være svær at navigere (og fik ret).

Masser af idylliske søer undervejs

Tilbage var at beslutte om jeg skulle gå nord til syd eller omvendt, i sidste ende udgjorde vejrudsigten og mulighederne for exit punkter (byer med bus eller tog tæt på ruten) langs ruten udslaget for, at jeg valgte nord til syd. Hensynet til exit punkter var mest i tilfælde af min fysik, mod forventning, ikke ville være op til udfordringen.

Første "lille" fjeld kaldet Hoppareberget, med kig tilbage mod Strömstad

Søndag d. 29 juli, Strömstad til Björnerödpiggen 32 kilometer.

Afgang med tog meeeeget tidligt for en søndag, dagen viste sig at være store rejsedag i Sverige med fyldte toge til følge, men det var okay, de var til tiden, og jeg tilbragte de ca. 8 timer med at læse på min Kindle. Ankom til Strömstad omkring kl. 14 og gik de 2-3 kilometer ud mod startstedet på leden. Hver etape er markeret med et skilt og ruten skulle vise sig at være uhyre velafmærket hele tiden, jeg gik kun forkert en gang på hele turen, men det var på grund af min egen uopmærksomhed, ikke fordi ruten ikke var afmærket.

Sjov figur på vej op mod Björnerödpiggen

Bohusleden starter med at gå op af, derefter nedad, dette skulle vise sig at være normen resten af turen, med nogle til tider rimelige hidsige stigninger. Efter 15 km gik jeg fra Etape 27 ind på kortet over etape 26, kun 13 etaper mere indtil Uddevalla, tænkte jeg. Det var ikke planlagt med så lang en første dag, som det endte med at blive, men, som de siger i cykelsproget, jeg havde gode ben. Derfor endte jeg med at gå hele vejen op til Bohusledens højeste punkt. Selvom der lå et fint shelter og udsigtstårn, så bemærkede jeg de summende myg, og slog troligt mit Tarptent Moment, så jeg kunne kom ind bag dets myggenet til en summe fri og rolig nat.

Tarptent Moment i solnedgangen

Der er ikke noget vand på toppen, og der havde ikke været nogen vandsteder på vejen op, så jeg var tvunget til at gå ca. 1 kilometer for at fylde min 2 liters plasticflaske fra en lidt tvivlsom sø, men efter lidt UV vandrensning blev det både drukket og brugt til mad. Fra udsigtstårnet tilbage på toppen, havde jeg et dejligt udsyn mod vest og nord til en nedgående sol, som altid får mit hjerte til at slå lidt hurtigere i tilfredsstillelse over at være i live. Aftenen foreløb med god frysetørret mad og en kop varm kakao. Hvilket første til en yderst rolig nat, hvor jeg sov forbavsende godt. Jeg plejer ellers skulle have en eller to tilvænnings nætter til , at være alene i naturen, men ikke denne gang. Det var i quilten og godnat, nåede slet ikke at læse på min Kindle.

Flot, flot udsigt

Mandag d. 30 juli, Björnerödpiggen til Axlebergen øst for Vasbotten 33,5 kilometer

Jeg var igang og på vej nedad kl. 7 om morgenen mod Iddefjordens bred og byen Krokstrand, som er en gammel stenhugger by. I byen findes Sveriges første "Folkets hus" en slags fælles medborgerhus. Herfra området blev der udskibet sten af forskellige typer til hele verden. Det siges at den Argentinske tango kom til Sverige med sømænd fra skibe der lastede sten i Krokstrand. Derfor afholdes der også hvert år en tango festival i den meget lille by. Overalt ser man levn fra Krokstrands fortid, om det er den kæmpe kaj nede ved fjorden eller de store "rest" dynger af sten der lægger omkring det lille samfund. Ved indgangen til byen hænger der skilte der beskriver samfundets fortid.

Gammel rusten sten knuser omkring Krokstrand

Efter Krokstrand går ruten sydpå langs den Svenske og Norske grænse over højdedrag med udsigt over Iddefjorden.Vælger du at gå Bohusleden skal du være forberedt på, det går en del op og ned, og store dele af etape ruterne er på skov spor ikke skovveje, men det synes jeg jo kun er fedt. Undervejs ligger en del sheltere, disse er afmærket på kortene, men stødte også på enkelte der ikke var. Ved Sandvatten efter Krokstrand lå denne perle.Det var formiddag, men jeg overvejede da at snuppe en lur.

Shelter ved Sandvatten mellem Krokstrand og Hävedalen

Efter Hävedalen bliver terrænet barskt med dybe dale og høje bjerge (for området), ruten går stadig langs grænsen, og det er tydeligt at området ikke er, det mest beboede i verdenen. Omkring Vammen søerne føres du ad et snoede og meget krinklet spor, der giver dig mulighed for at øve din bushwhacking evner, op mod Tolvmanstegen, hvor træerne tynder ud i det klipperige landskab. På toppen mødes du af en formidabel udsigt..... Desværre står der også lige 10-15 Vestas vindmøller mod vest. Hey, jeg er pro alternativ energi, men det er sgu en ommer.

Ruten drejer nu mod øst stadig sammen med grænsen til Norge. Undervejs passerer man så den på billede viste bro (hvis man tør kan man jo lave en smagsprøve), den ligger tæt på Farlighögen, det skal jo passe sammen.

Jeg prøvede at sippe vandet, men der var ikke opstillet en Spritbolaget i nærheden

Ligeefter deler ruten sig i to. En nordlig del, der går ind i Norge, eller en sydlig en mod Vassbotten. Begge mødes igen ved Älgafallet, som er det største vandfald i Bohuslän med et fald på 46 meter. Jeg valgte den sydlige fordi den fører en forbi ruinerne af hvad der regnes som et af de få permanente bosteder hvor "Det Rejsende Folk" (Romaer eller Sigøjnere) har været bosat i Sverige. Stedet blev kaldt Snarsmon og har været beboet så sent som 1920'erne med ca. 30 familier. Det at bo permanent var meget atypisk for De Rejsende, der er flere skilte og en mindeplade der gennemgår stedets historie. I like, for det giver en ny dimension i din vandring, hvis man bare har lidt fantasi. Idag har ca. 25000 mennesker i Sverige "Roma" baggrund.

Skilt ved grænsen som udgøres af åen her ved Vassbotten

24 etape slutter i Vassbotten, som er et lille samfund, der tidligere har været en vigtig grænse overgang til Norge. Skilte ved grænsen fortæller om den lokale historie. Specielt under 2. Verdenskrig var der heftig smugling i området. På et tidspunkt var der endda stationeret 5000 soldater i byen, hvilket var godt for handlen. Smugler historien går helt tilbage til 1700 tallet, hvor det var tobak der blev smuglet.

Lige nord for Vassbotten ligger Älgafallet, som er en større og flot turist attraktion med udsigtspunkter og informations skilte. Efter at have været op og ned, og taget et hav af billeder, fortsatte jeg østpå på udkig efter en god lejrplads, da det var ved at være sent. Jeg endte op på en vest vendt skråning, der igen gav mig en fin solnedgang til aftensmaden, og en god nats hvile, hvilket jeg ville få brug for næste dag.

Älgafallet med et 46 meter fald

Tirsdag d. 31 juli, Axlebergen til Kynneälv ved foden af Kynnefjeld 36 kilometer

Dagen gryede en anelse grå, diset og småkold. Jeg var igen afsted omkring kl. 7. Etapen var nummer 23, som stod på 14 km middelsvær vandring øst på mod Nordre Kornsjön. Sporet ville følge grænsen, og beskrivelsen sagde henover åser i et bjerg og dalagtigt terræn. En garanteret afvekslende tur lovede beskrivelsen.... Det skal jeg love for, det var den hårdeste etape på hele turen, som ikke blev hjulpet af, at sporet var næsten tilvokset på store dele af etapen, samt det storregnede hele formiddagen. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været nede i en så lav en gennemsnitlig fart, som her, men som jeg har skrevet i et andet indlæg her på bloggen engang, så er solo vandring lig med mottoet, "Can't complain, because nobody listens anyway". Så smil og nyd turen, men jeg skal indrømme at jeg tænkte på Andrew Skurka, som har et mantra der lyder "continuous forward motion" eller CFM, for mig blev det til KBF, eller kontinuerlig bevægelse fremad, det er nøglen til at vandre langt.

Morgenmad lige inden regnen væltede ned resten af formiddagen

Undervejs i dette "vildnis" på grænsen støder man på flere ruiner af bygninger. Svenskerne er gode til at sætte et lille skilt op, der giver de sidste kendte detaljer for stedet. Feks. fortæller et lille skilt, om den "Fredløse" der boede her i grænseområdet i 1700 tallet, eller om den sidste familie der boede i resterne af en Torp ruin. Efter at have slidt mig igennem vildt terræn og regn brød jeg ud af skoven til et velfortjent hvil ved dette perle belligende shelter med egen sandstrand ned mod Kornsjön.Vejret var også blevet lidt bedre, men det fortsatte med at små regne on and off resten af dagen.

Shelter ved Nornäs på Kornsjön

Mens jeg hvilede en smule, studerede jeg kortet over næste etape, og glædede mig straks over at den bød på 8,5 kilometer "lätt" terræn, jeg nærlæste ikke beskrivelserne. Hvilket, kort tid efter, fik mig til at bande over ham der havde anmeldt etapen til "lätt", da det begyndte at gå opad mod Bufjällets højeste punkt, efter at have været i gennem Göpadalen. Ordet Göpa er et gammelt ord for Lods, jeg så dog ikke nogen af disse ekstremt sky dyr, selvom de lever i området i bedste velgående. Jeg prustede nok for meget :-)

Efter Bufjället ligger denne kirkeruin og tilhørende gravplads ved Ormelund

Hen på eftermiddagen kom jeg til Flötemarksön med et "vildmarks center", som jeg dog ikke gik hen til, så ved ikke helt hvad det betød. Jeg var mere fokuseret på, at nå frem Roslund og Kynneälv ved foden af Kynnefjäll, der havde jeg sat mig for at campere, og jeg var noget træt her sidst på denne dag. For mig på vandringer er tredje dagen den hårdeste, efter det vænner kroppen sig langsomt til den fysiske udfordring. det havde ikke hjulpet med en udfordrende formiddag, så jeg så frem til at slå mit telt op, få noget mad, og en god nats hvile inden onsdagens nye udfordring mod Vakterekullen, som er toppen af Kynnefjäll, ægte vildmark lovede ruten beskrivelsen, og det så jeg frem til, selvom jeg synes at dagen idag, også havde budt på masser af god vandring.

Del 2 kommer om nogen dage, så vend endelig tilbage.

Ømt men uhyre effektiv

ÜLA Rain Wrap

Et meget specialiseret stykke grej, som man ikke ser mange af i de Nordiske lande. Det er egentligt lidt ærgerligt, men hvis man går op i sit visuelle ydre, så forstår jeg det måske nok. Det gør jeg ikke, som billede tydeligt viser, skal lige indskydes, at i billede situationen bruger jeg skørtet som beskyttelse mod regnvåde buske og træer, uden skaljakke,  fordi ruten, mere eller mindre, var bushwhacking fra tid til anden. Skørtet blev også brugt i regnvejr, men det har jeg af gode grunde ikke noget billede af, da mit kamera ikke er vandtæt.

ÜLA Rain Wrap hedder den lille sag, på dansk ville vi nok sige regn skørt. Hvorfor udsætte sig selv for latterliggørelse af sine med vandrere? Det er der faktisk forbavsende mange grunde til.

1. Nem regn og vind beskyttelse
2. Billigere end skalbukser
3. Langt mere åndebart end enhver skalbuks
4. Dækker de "vitale" dele man ikke ønsker skal blive våde
5. Vejer og fylder ikke meget i forhold til en skalbuks
6. Super nem at tage af og på
7. Ingen typiske svage punkter som lynlåse eller andet
8. Kan tages på uden den sædvanlige sko/støvle dans
9. Kan også bruges som underlag under en tarp eller andet shelter
10. Er den perfekte samtale åbner når man møder fremmede mennesker
11. Dine med mennesker er oftere i godt humør, specielt i regnvejr, for intet kan være værre end at bære en kjole
12. Kan dække af når du skifter underbukser eller vasker tøj

Kan du finde på flere?

Hilsen

Niels