fredag den 27. juli 2012

Bare jeg var hjemme foran brændeovnen....


GoLite Shangri-La 1 ydertelt på Nordsøstien

Solo vandring er lidt ligesom at efterleve mottoet, ”Can’t Complain, because nobody listens anyway.”

Et af de helt basale behov når man er på tur, er muligheden for at søge læ for vejr og vind. Ligesom næsten alt andet er definitionen læ meget åben for fortolkning, nogen sværger til  telt, andre lever fint med bivuakker, tarps eller andre typer af konstruktioner.

Personligt vil jeg gerne have mit valg af læ beskytter mig mod ting som vand (både fra oven og neden), vind, og diverse kryb. Jeg er endda ekstra krævende, det skal også veje så lidt som muligt, af netop den grund har jeg også nogle yderst realistiske forventninger til hvad mit valg af læ nødvendigvis ikke kan. Jeg er afklaret med, at mit hjem væk fra hjemmet ikke yder samme standard for beskyttelse, som ”Home Sweet murstens  Home”.

Der er nogen valg jeg kan træffe, der kan hjælpe mig og mine muligheder for læ og beskyttelse. Eksempelvis ved at vælge en tør god plads, at slå mit læ op på, så jeg nedsætter kondensation og vind. Jeg har derudover et tøj system, og et sovesystem der kan holde mig varm, også på den tredje regn dag i træk.

Jeg skal selv bære mit læ, så det skal være så let som muligt, og fylde så lidt som muligt. Det skal beskytte mig mod det miljø jeg begiver mig ud i og forventer på turen. Jeg gør meget ud af at undersøge vejrdata for det område jeg skal være i, så jeg er så godt forberedt som muligt. Jeg forventer ikke mit læ skal beskytte mig mod alle eventualiteter eller hele tiden, jeg accepterer det kan blive nødvendigt, at eventuelt flytte mit læ hvis vind eller regn tager til, eller skifter retning, eller andre grænse tilstande som kan karakteriseres som ekstreme eller nødstilfælde.

Skal jeg over trægrænsen, så skal mit læ være vindstabilt, det skal kunne tåle vand fra oven som muligvis bliver drevet sidelæns med vinden. Hvis jeg forventer snefald skal det kunne tåle vægten af dette i en moderat størrelse. Hvis jeg forventer kryb i form af myg, knoter eller andet, så er det en prioritet for at få en god nats søvn, at jeg kan komme ind bag et net, hvis plagen ikke er så stor, så kan jeg måske nøjes med at sove med et net over hovedet, andre tider på året behøver jeg måske ikke et decideret indernet i mit læ, og så kan det jo blive hjemme med nogle gram sparet.

Kondensation opstår på inder eller ydersiden af eksempelvis en nylondug, dette sker når luften ikke kan absorbere mere vanddamp og denne kondenserer. Der er to måder du kan nedsætte luftfugtigheden i dit ly. Dette er ved at maksimere ventilationen inden i lyet, men vådt udstyr, din ånde og jorden bidrager alt sammen til den indre luftfugtighed. Den anden er ved at vælge din lejrplads med omhu, undgå huller hvor kulde eller fugt samler sig, gerne lidt højt i terrænet, på tør jord og hvis muligt under et skærmende træ eller anden læ fra vind.

Jeg forventer ikke at mit læ skal beskytte mig mod kulde, det har jeg sovesystem og tøj til, jeg vil formentlig få mere varme ud af, at tage et ekstra lag tøj med i stedet for det tungere dobbeltlags telt.

Den sidste overvejelse jeg gør mig om mit læ er hvor fleksibelt det er, og hvor mange af mine behov det dækker til det terræn jeg skal bruge det i. En tur i bjerge i efteråret stiller nogle andre krav end en tur på Bohusleden om sommeren.

mandag den 9. juli 2012

Hike your own Hike

Jeg følger med på flere forskellige forum inden for vandring, friluftsliv og outdoor, jeg læser bøger og artikler om emnet, i det hele taget så gør jeg en del for at være ’up to speed’ på emnet. Har det lært mig en ting, så er det, at der findes ligeså mange tilgange til friluftsliv, som der findes mennesker der praktiserer det. Hurra for det!

Nu er jeg selv proklameret lighthiker og fastpacker i denne verden af mange tilgange og definitioner til friluftslivet, men det gør ikke min tilgang, metode eller stil til noget der er moralsk bedre end det andre mere traditionelle vandrere gør, og det er en tynd linje man vandrer når man forsøger at vejlede og inspirere andre uden at fremstå som en ’know it all’.


I de senere år, specielt med den indflydelse der er kommet med hele ultralight konceptet, synes jeg der har indsneget sig en intolerance overfor hinanden i vandreverdenen. Vi er blevet opdelt og splittet i vores verdensbillede, der er næsten opstået en art hierarki hvor, dem der suser afsted, traver mange kilometer med en lille rygsæk er mere i et med naturen end dem der traver langsomt, går få kilometer med en tung traditionel oppakning. Det passer ikke! De fleste vandrere falder nok i midten af de to yderpunkter jeg lige har nævnt.

Nogen mennesker primært i USA har for en del år siden udtænkt nogle definitioner omkring basis vægt, som er din rygsæk med alt indhold minus det du konsumerer undervejs, som mad, vand og andre ting (myggebalsam, toiletpair o.s.v.). Kan du klemme denne vægt under 10 lbs eller ca. 4,5 kg, så er du en Ultralighter…. Men det er jo bare et arbitrært tal, min solnedgang bliver ikke pænere af det, det regner ikke mindre på mig af den grund, mit liggeunderlag bliver ikke blødere o.s.v.Definitionerne er blevet udvandet med tiden. Nu er ord som ultralight, letvægt og andre ord i samme boldgade blevet noget der skal sælge i en butik.

Jeg hører bestemt til dem der synes vægt er vigtigt, men kun som et redskab til at gøre min tur komfortabel, så er jeg egentligt fuldstændig hamrende ligeglad med hvilken definition jeg falder ind under, om det er UL, SUL eller whatever. Jeg er ikke bedre fordi jeg sover under en Tarp tættere på jorden og naturen, end ham der sover inde i sit 2 lags telt.


Hike your own Hike er en talemåde jeg har hørt som rammer hvad jeg står for meget godt. Meningen med talemåden er, at du principielt kan vandre med og hvordan det passer dig, bare du ikke generer, fordømmer andre eller bryder nogen love. Vi skal ikke kategorisere os selv, men mere opmuntre, inspirere og anerkende vores fælles kærlighed til et udendørsliv. Det er på en kosmisk målestok ligegyldigt om jeg går 5-10-15 eller 40 kilometer hverdag, eller om jeg slår lejr tidligt, og holder af at sidde i min lejr til langt ud på formiddagen.

Det handler om turglæde, nydelsen ved naturen, bjergene, bakkerne, skovene, kysten og ikke mindst det at komme afsted, så er vægten af min rygsæk sekundært.

Hilsen

Niels