søndag den 16. december 2012

Friluftsliv som et kropskulturelt fænomen

Filosofisering på højt plan


Jeg læser til Master i Friluftsliv på KU, og som led i eksamen på modul 1 har jeg bl.a. forfattet denne refleksion over Friluftsliv som en kultur videnskab i det senmoderne videnssamfund præget af individualisering og globalisering.

Friluftsliv for mine tanker skrev Henrik Ibsen i digtet ”Paa Vidderne” fra 1859, digtet handler om menneskets opdagen af dets individuelle særegenskaber i naturen, hovedpersonen trækker sig fra samfundet for at finde styrke og opnå personlig indsigt i livet. Det siges, at det er første gang ordet friluftsliv fremkommer i litteratur, og allerede dengang var personlig udvikling det væsentlige element i friluftslivstanken.

Friluftsliv engagerer kroppen, følelseslivet og tankerne. Det lader os opleve nye måder at være menneske på der adskiller sig fra hverdagen. Vi lærer at sætte pris på de enkle ting. Naturmødet spiller på alle vores sanser, stilheden, roen, meningsfuldtheden og det at udtrykke os ved hjælp af kroppen. Erfaringer i naturen giver os nyt perspektiv på det liv vi lever. Vi opdager måske nye sider af os selv og andre. Om hvad der kendetegner det samfund vi lever i, vores livsvilkår, idealer, livsvalg og meninger, måske kommer vi til at reflektere over de mønstre vi gentager og tvinges til. Om oplevelsen af frihed og mening.

Bevægelse og vores relation til naturen har en central rolle i betydningen for vores udvikling, livsglæde og sindstilstand. Friluftslivet, herunder vandring i naturen, spiller en ikke betydningsløs rolle i den sammenhæng. Hvordan kan bevægelse langs en rute åbne for en dyb relations opbygning mellem menneske og natur, og kan det have en helende effekt på os som individer.

Fænomenologien siger, at det er igennem kroppen vores verden erfares (Merleau-Ponty). Krop og sanser bliver erkendelsesveje, hvor målet er et erfare alle tings enhed og sammensathed. Vi skal gennem kroppen trænge igennem illusionen af adskilthed i tilværelsen og livet. Vi er ikke løsrevet fra resten af verdenen, vi står ikke udenfor, vi er en del af den. Verdenen skal ikke besejres, verdenen skal sanses.

Gennem det at vandre i naturen erfarer vi først og fremmest at ruten vi vælger er kropslig, vi går, ser, lugter, mærker underlaget, solen, vinden, naturen, regnen, kulturen, historien kort sagt vi fornemmer vores verden og dermed os selv. Vores kropslighed formes gennem vandringen, og gennem kroppen og vores sanser svarer vi naturen igen. Vi strukturerer virkeligheden efter vores sanselige og fysiske erfaringer. Vi ræsonnerer og træffer livsvalg på baggrund af de erfaringer.

Det er et grundlæggende paradoks, at vi mennesker oplever os selv som individer adskilt fra verdenen, men samtidigt er vi vidende om, at vi er stadig en del af den.

Den enkelte friluftslivsudøver er formet af sine sociale, kulturelle og individuelle erfaringer, samt sine oplevelser. Dette danner grundlag for ens møde med naturen. Natur og friluftsliv vil opfattes forskelligt af forskellige individer, og vores forskellige forudsætninger og erfaringer vil præge hvordan vi oplever friluftslivet og naturen.

Gennem vores kropslige sansning er vi forbundet med omgivelserne, vi kan ikke løsrive os, kroppen er tilstede på ethvert tidspunkt, den er allestedsværende, vi kan ikke slå kroppen og dens sanseapparat fra ligesom vi kan med feks. en computer eller et TV.

Måske kan Friluftslivet med dets enkle midler, ”Less is more”, som man siger i min branche, hjælpe os med at reflektere over hvad som dybest set betyder mest for os. Kan vi ved hjælp af friluftslivet kvalificere og gøre os værdige til den individuelle frihed, så vi tør at vælge vores egen vej? Kan vores mod og valg af vej bidrage til en fælles vej? Kan vi skabe en fælles vision om en meningsfuld fremtid?

God jul.

Niels



tirsdag den 27. november 2012

Jeg ønsker dig tilpas!

Sol og regn på samme tid


Jeg bruger Facebook, så er det sagt. Jeg indrømmer det, der er mange gode og positive ting ved Facebook, også noget hø, men det er en anden snak. Jeg bruger Facebook til at holde mig i kontakt med en række mennesker, jeg ikke ser så tit. Kritikere vil påpege, det er overfladisk og uden reel personlig relation, og fred være med det. Jeg er ikke uenig med kritikerne. Tværtimod, jeg har bare den overbevisning at kontakt med gamle skolekammerater eller soldatervenner via Facebook er skisme da bedre end ingen kontakt overhovedet. Så jeg bruger Facebook. Jeg er endda hvad du ville kalde en aktiv bruger, ikke en såkaldt ”lurker”. Jeg kommenterer, ”liker” og poster gerne ofte. Du er velkommen til at friende mig, hvis du synes vi har samme værdier, en lille advarsel, jeg skriver ikke nødvendigvis meget om friluftsliv på min personlige profil, men det er op til dig. Hvis du hellere vil holde dig til cool business, så find mig på linkedin i stedet.

Nå, nu til hvad den opdatering egentligt skulle handle om. På Facebook florer der tit en del ”pop” visdom og psykologi, billeder, statusopdateringer o.s.v. De er ofte designet til at gøre dig glad, eller reflektere lidt over livet og dets indhold. Lidt ligesom min blog her. Enkelte gange er der en, der bare rammer dig lige i hjertet, det er ikke tit, men det er da sket før i mit Facebook liv at jeg er blevet rørt. Ja, så nogen gange rammer visdom fra en uventet kant.

For mig er friluftsliv et spørgsmål om følelsesmæssig balance, om psykisk og fysisk velvære, derfor elsker jeg udtrykket ”Less is more”. Følgende punkter beskriver meget rammende for mig hvad følelsesmæssig balance er, og tro det eller ej, det stammer fra Facebook. Jeg kan kun tage æren eller skammen i forhold til oversættelsen.

  • Jeg ønsker dig tilpas sol, til at holde dit ydre lyst.
  • Jeg ønsker dig tilpas regn, til du værdsætter solen mere.
  • Jeg ønsker dig tilpas glæde, til du holder din sjæl i live.
  • Jeg ønsker dig tilpas smerte, til du værdsætter de små glæder i livet.
  • Jeg ønsker dig tilpas udvikling, til at værdsætte dine mangler.
  • Jeg ønsker dig nok tab, til du værdsætter alt hvad du ejer.
  • Jeg ønsker dig så mange goddag, så du kan klare det sidste farvel.


Man siger det tager et minut, at finde en særlig person, en time til at værdsætte personen, en dag for at elske personen, og en livstid at glemme personen.

God jul og godt nytår (i tilfælde af at jeg ikke får opdateret mere, jeg har bl.a. en eksamen her i december, der krvæver lidt af min tid).

Hilsen
Niels

mandag den 29. oktober 2012

The Last Englishman


For nogen år siden sad jeg og surfede på internettet. Undervejs stødte jeg på en interessant blog om Pacific Crest Trail. Bloggens ejer hedder Keith Foskett, kaldet Fozzie eller Fozz af venner (det er også hans trailname), så jeg kalder ham Keith ;-)



Det, der fangede min nysgerrighed, var at han skrev han netop havde ødelagt sit 6. glas solbriller, og han var kun halvvejs. Jeg skrev en email til ham og tilbød at sende et par Numa Sportbriller med mottoet ”Tough as you are”. Dem blev han rigtig glad for, som du også kan læse i hans nyeste bog ”The Last Englishman”. Han var ikke vant til at sponsorer henvendte sig selv. Da Fozzie kom tilbage til England sendte han mig en kopi af hans lidt ældre bog om El Camino ”The Journey In Between”. Vi har holdt kontakten siden på email og facebook, og Fozzie har lige gennemført Appalachian Trail, men det er en helt anden historie.

Ud af hans PCT hike kom bogen ”The Last Englishman”, som han var rar at sende til mig da den blev udgivet, den er endda signeret, så glæder mig til han bliver mega kendt! Det er et stykke tid siden jeg læste den, og dette blog indlæg som er en anmeldelse af bogen, har ladet vente på sig i et stykke tid, du ved hvordan det er kære læser.

For mig kendetegnes en god bog ved at jeg læser den færdig hurtigt. Jeg tror jeg var 1½ dag om at læse den 345 sider lange ”The Last Englishman”. Fozzie skriver humoristisk og med en god portion selvironi. Læseren følger hans rejse lige fra, den næsten ikke kommer i gang på grund af en Islandsk vulkan til han kan løfte vandrestavene og kalde sig selv PCT Thruhiker.

Det der gør bogen til noget særligt, er ikke kun, at det skinner igennem at Fozzie har hjertet på rette sted, men også hans nogle gange lidt dybsindige kommetarerer fra den Trail Journal han førte undervejs. De rammer til tider helt rigtigt, man sidder som læser og kan levende sætte sig ind i situationen. Derudover er der et farverigt persongalleri af rigtige mennesker, samt levende beskrivelser fra de steder der vandres i.

Er man til bøger om eventyr og vandring, så kan jeg varmt anbefale den, og til prisen synes jeg ikke du kan sige nej. Derudover støtter man Fozzie så han ikke kan lade være med at skrive en ny bog om hans nye eventyr på Appalachian Trail.

Køb bogen her og følg Keith på hans web her


mandag den 15. oktober 2012

El Camino og sjælen



Hvad er mere enkelt i verdenen, end at putte den ene fod foran den anden? At vandre i mange dage omtales tit som en spirituel rejse ind i dig selv. Jeg er ikke et religiøst menneske i ordets forstand, men jeg accepterer at der findes mere mellem himmel og jord. Jeg kan til tider godt finde på, at beskrive dette fænomen, som en del af min og andres sjæl. Spørgsmålet er så, om jeg er mere i kontakt med min sjæl, når jeg eksempelvis er i naturen og vandrer, end når jeg sidder her foran computeren og skriver dette?

Jeg har et meget afklaret forhold til min egen sjæl, herunder min egen motivation. Jeg ved hvad der skal til for at jeg er i min komfort zone. Om kort tid kommer der dog en vandretur, som jeg glæder mig meget til. Den vil kræve at jeg afdækker andet end bare mine egen behov og motiver. Ser du kære læser. Jeg har giftet mig med en kvinde, som, for at sige det mildt, ikke er det største Outdoor menneske jeg kender. Misforstå mig ikke, hun elsker frisk luft, samt at være omgivet af smuk natur. Så længe det ikke er for primitivt, hvilket for hende er alt der lugter af overnatning i telt.  Så det aspekt af friluftslivet får jeg lov til at nyde i fred. Til gengæld er hun meget spirituel, altså på den fede måde, med Yoga, Simple Living og, tro det eller ej, hun hylder også mine letvægts begreber, som less is more o.s.v.

For efterhånden en del år siden faldt der en kommentar fra min kone, som lød noget i retning af. ”Den der spirituelle pilgrims vandrerute i Spanien, hvad er det?”. Citatet er ikke helt korrekt, men det er som jeg husker det. Straks spidsede jeg mine ører, og begyndte at kalkulere på hvor var denne samtale på vej hen, og hvad var mine muligheder, inden jeg lidt henkastet svarede.  ”Er det Caminoen til Santiago De Compostela du mener? Skat”. Det er vigtigt at sige skat, når man fornemmer en positiv retning på samtalen.  For at gøre en lang historie kort, bliver vi enige om at det kunne være et spændende projekt for fruen og jeg sammen. Den umiddelbare stopklods var vores to dejlige børn og vores job. Begge er lidt svære, sådan lige at få en måned fri fra, til at gå hele ruten ud i et. Vi taler trods alt om ca. 800 km fra St. Jean De Port, som er startpunktet i Pyrenæerne.

Projektet strander lidt der indtil, bliver vi enige om, vores børn er gamle nok til at klare sig selv. Det vil sige indtil en dag her i foråret, hvor jeg, affødt lidt af desperation, hun bliver nemlig 40 år, og jeg mangler en virkelig god gave ide, foreslår at når nu vi ikke kan tage den hele på engang, hvad så med, at dele den i etaper, og tage en uges vandring på Caminoen om året? Voila til oktober skal vi til Spanien for at gå sammen en uge på El Camino.

Hvad har min sjæl så at gøre med det og hvad er det så for nogle tanker jeg gør mig om en sådan tur. Jeg vil med det samme understrege at vandring, for mig, altid er en fysisk rejse, men i høj grad også en mental rejse ind i dig selv. Jeg har det fint i selskab med ingen andre end mig selv. Jeg kan sagtens føre dybe samtaler med mit ego, afdække den politiske verdensorden, opdigte sange, redde planeten og få prinsessen til slut. Min fantasi fejler ikke noget.

Det her bliver noget helt andet. Denne vandretur handler overhovedet ikke om mig og mine behov, dette er et fælles projekt mellem min sjæl og min bedre halvdels sjæl. Andre pilgrimme beskriver tit Pilgrimsruten til Santiago, som en spirituel og sjælelig rejse en søgen efter ”The Way”.

Du kan altid genkende en der har vandret i flere dage, og er på ”The Way”. De har en rolighed og en fredfyldthed der omgiver dem. Intet haster særligt meget. De klager ikke over maden eller vejret, for de ved at der alligevel ikke er nogen der gider lytte. De er åbne for andre input. De fordømmer ikke andre mennesker, og giver plads til hinanden.

Jeg vil i hvert fald gøre mit for at vores fælles sjæl rammer ”The Way” på vejen til Santiago De Compostela.

søndag den 30. september 2012

Nyt (seriøst) legetøj i form af et Garmin Fenix ur

Okay! 

Jeg indrømmer, jeg er en "sucker" for et fedt ur. Jeg havde derfor ikke svært ved at overtale mig selv, da Garmin Fenix uret kom i salg her i Danmark. Det er måske det (for tiden) ultimative Outdoor ur. Officiel reklame neden for, men pas på, at se den kan koste dit 3200 spir, når du bliver enig med dig selv i, at det kan du simpelthen ikke undvære.


Er jeg så faldet i svime over det? Jeg skal lige indskyde, at jeg kun har haft det i en uges tid, så det er ikke testet over lang tid, ej heller på længere ture endnu. Så tag lige hvad jeg siger med et gran salt.

Likes:

Fungerer som et stort og godt armbåndsur, folk lægger mærke til det, og giver en mulighed for at blære sig med hvor Outdoor man er, klare plusser her!

Skærm er stor og letlæselig, knapperne er tydelige og nemme at bruge.

Navigationen virker sikker under de tre løbeture jeg har haft, masser af logpunkter i sporloggen, du kan markere waypoints ved tryk på en knap. Du kan gratis downloade software der hedder Basecamp, hvor du i ro og mag kan planlægge din tur, og uploade til uret. Jeg har dog ikke nær studeret Basecamp softwaren endnu, måske findes der andre og bedre alternativer.

Kompas er det bedste ur kompas jeg nogensinde har haft med både retning og grader.Garmin siger 3 akset  kompas der registrerer din bevægelse, jeg har ikke noget at udsætte på den funktion.

Barometer ikke seriøst afprøvet endnu.

Højdemåler ser ud til at virke fint, men det er en akilleshæl for de fleste instrumenter, jeg har heller ikke afprøvet den seriøst endnu.

Temperaturmåler er fuldstændig off, så længe det sidder på armen, hvis det tages af og lægges i et stykke tid, kommer en mere realistisk temperatur frem, men hvis det er noget du vil feinschemekke så skal du tilkøbe ekstra udstyr.

Vandtæt i regnvejr og bad, Garmin siger ned til 50 meter, det har jeg ikke testet (endnu).

ANT teknologi kommunikerer fint med mit pulsbælte.

Batteritid jeg har haft det på i 7 dage i ur funktion. GPS funktion har kørt sammenlagt i ca. 7 timer med kontinuerlig sporlogging.  Det har kort været koblet på usb 2 gange, hvilket har opladet det ganske lidt. Batteriet siger 52% tilbage, det synes jeg er helt okay strøm forbrug. Garmin siger ca. 16 timer i fuld GPS med kontinuerlig sporlogging funktion. Jeg ville overveje at købe Garmins officielle ekstra batteri og opladnings kit, hvis jeg skulle på længere ture med svær navigation.

Vægt, det vejer 82 gram, men endnu bedre betyder det, at jeg ikke behøver at medbringe GPS og ekstra batterier på vandreture i fremtiden, så det er ca. 140 gram sparet i rygsækken.


Dislikes:

Ikke helt intuitiv brugergrænseflade, specielt da jeg skulle ændre på mine dataskærme, men det kommer nok med øvelse, og det er jo ikke noget man skifter ofte.

Flimsy oplader, har fungeret upåklageligt, men virker lidt tøset, og jeg er påpasselig med at klikke den på uret, så den ikke knækker, men "time will tell".

Kræver at du starter med en software opdatering, men sådan er det snart altid med elektroniske dimser.

Konklusion:

Jeg er fuldt ud tilfreds indtil nu, det fungerer som lovet, jeg glæder mig til at teste det yderligere på tur i Spanien her til oktober og i de kommende måneder.

Det ser også godt ud på min arm


lørdag den 8. september 2012

Ekspert i Friluftsliv, kan man være det?



Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er meget interesseret i Friluftliv, og rigtig meget omkring oplevelsesbaseret læring i naturen.

Gradvist henover de sidste år har jeg bevæget mig mere og mere mod et arbejdsliv baseret på Friluftsliv. Først 12 år i forsvaret, derefter som lærer, og for 6 år siden startede jeg så en Outdoor linje på Hillerød Ungdomscenter, som stadig kører som et tilvalg på Hillerød 10. klasse skole. I år er det så 4 år siden jeg stiftede Outlandia, som dog i dag hedder Backpackinglight Danmark, hvor import og salg af frilufts udstyr til ”letvægts” folket er formålet.

Nu er jeg så startet på en Master uddannelse på Københavns Universitet med titlen Friluftsliv, uddannelsen er et 2 årigt forløb ved siden af havende arbejde. Om uddannelsen skrives der bl.a.

”Forskningsbaserede masterkursus på kandidatniveau til dig, der ønsker at forbedre dine kompetencer i arbejdet med friluftsliv. Friluftsliv, natur, landskab og byens grønne områder vil fremover danne en væsentlig ramme om læring, sundhed, formidling, oplevelser og aktiviteter, og du kan med nye kompetencer være med i denne udvikling.

Det der ramte mig lige i solar plexus var den sidste pind med, at være med til denne udvikling. Det er noget jeg brænder for. Hvordan skaber vi sunde mennesker med en livslang lyst til motion i en friluftsliv ramme. Det vil jeg goddamn være med til at fremme og udvikle!

Ps. Hvis det har fanget din interesse så læs mere her, måske skal vi studere sammen? Eller måske kender du nogen der skal bruge sådan en som mig om 2 år..... J

torsdag den 16. august 2012

6 dage i det sydlige grænseland mellem Sverige og Norge langs Bohusleden del 2

En af de mange søer på vej op mod Vaktarekullen

Onsdag d. 1. august, Kynneälv til Örevättnet i nærheden af Svarteborg, 42 kilometer


Onsdagen gryede med flot vejr, som kan ses på billede op over. Benene var gode, fødderne havde ingen vabler, stort set alt virkede, bortset fra et lille problem (eller opgave). Den var blevet værre og værre henover de sidste par dage. En neglerod på min højre storetå var blevet betændt. En lillebitte ting der på en normal dag ikke ville betyde en hujende fis. Alt betyder bare noget når man skal præstere en hel dag gåen på fødderne op ad stolpe, og ned ad sten. Betændelses tilstanden gjorde, at min tå hævede på ydersiden mod skoen, og derfor stødte i mod siden af skoen. Hvilket ikke var behageligt, for at sige det mildt. Jeg havde derfor vasket mine fødder flere gange, de sidste dage for ikke, det skulle blive værre. Jeg havde også spist ibuprofen, ikke mod smerterne, men mere for at holde hævelsen nede. Jeg var noget ærgerlig hvis denne skade skulle koste mig resten af turen. Jeg vidste, at denne dag, ville være dagen der afgjorde,om jeg kunne gennemføre til Uddevalla eller måtte smide håndklædet inden.

Menneske skabt stenbro mellem Sjökärrsjön og Sälesjön

Kort efter start på dagen etape blev mine sko og fødder våde, dette gav en lidt dulmende fornemmelse i tåen, og der var alligevel ikke andet, at gøre end at klø på. Jeg var startet tidligt denne morgen omkring kl. 6. Efter nogen kilometer passerede jeg et shelter ved Sjökärrsjön, hvor der kom højlydte snorkelyde fra. Jeg listede bare videre. Det skal lige indskydes, at jeg mødte omkring 10-12 mennesker på hele turen, der også gik på Bohusleden eller benyttede de sheltere jeg passerede. Kun en anden person der solo vandrerede, han var fra Tyskland.

Torp ruin i Björnedalen hvor Anna Maja Andersdotter var sidste beboer, hun døde  27. april  1929

Etape 20 op mod Vaktarekullen, som er højeste punk på Kynnefjäll, var beskrevet som let vandret, igen synes jeg måske, at dette ikke var helt i overensstemmelse med sandheden, eller i hvertfald en modificeret sandhed. Ruten var smuk, jeg passerede masser af idylliske søer, med højtliggende udsigtspunkter langs bredden, hvor man lige kunne snuppe sig et velfortjent break. I beskrivelsen af etapen står der, at det er her på Kynnefjäll at det sydlige Sverige møder det Nordlige Sverige, set med naturens øjne.

Udsigt over St. Holmvatten på en smuk dag

Kynnefjäll er et ca. 20 kilometer langt og 10 kilometer bredt høj plateau. Højeste punkt er Vaktarekullen der strækker sig 206 meter over havets overfalde, så det er måske nok lidt meget at kalde det et fjeld, men så ihvertfald et lille et. Toppen har tidligere været brugt, som brand og luftovervågnings plads, der findes også et altid åbent stuehus med plads til 12 overnattende personer. 

Kynnefjäll et meget besøgt natur område året rundt

Området har spillet en stor rolle igennem Sveriges historie med utallige grænsestridigheder, og der findes mange stier og vandreruter på fjeldet. På et tidspunkt besluttede den Svenske regering, at Kynnefjäll skulle være opbevaringssted for atomaffald, dette var ikke en populær beslutning, og fra 1980 til 2000 (20 år!) vogtede en aktionsgruppe i døgnet rundt for at afværge truslen mod området. Ved Lunden står deres hytte og en mindesten tilbage.

Mindesten for Kynnefjäll

Efter Lunden var der ca. 15 kilometer vej til Svarteborg. Jeg skal blankt erkende, at der røg høretelefoner på, og de kilometer blev gået til tonerne af Arctic Monkeys, Sting, U2 m.m. Aftenens hurtige stealth lejr blev på en lille tange ud i Örevattnet, hvor jeg blev "fundet" af 3 badende svenskere, som jeg fik en lille sludder med. De synes det var okay, jeg crashede her efter 42 kilometer, som var turens længste dag. Heldigvis ville min betændte storetå gradvis blive bedre fra nu af, og henmod slutningen af turen, så der var ikke flere tanker om at skulle smide nogen håndklæder før tid.

Torsdag d. 2. august, Örevattnet til Övre Trästickeln i Herrestads naturområde 37 kilometer


Blikstille Harska bukten om morgenen

Igen var jeg tidligt ude af fjerene, bogstaveligt talt, da jeg sover i en dun quilt. Klokken 6 var jeg på vejen mod Harska hvor etape 17 skifter til etape 16. Ruten går ud mod Kärnsjön og langs Harska bukten, som var blikstille denne morgen. Ved Harska passerede jeg endnu engang nogle sovende mennesker i et sheltere og helt inde i bugtens ende stod et familie telt. Efter Harska passerer ruten Lerbergsnäset hvor der ude på spidsen ligger Reorsgrottan. Opkaldt efter en fange der flygtede i 1600 tallet, han skulle, ifølge lokal historien, havde været en god træsnitter der bl.a. har snittet døbefonten i Håby Kyrka... Hvem sagde, mein vater var ein sehr berümter spurhund aus Dusseldorf :-)

Brålandsfallet over Örekilsälven komplet med laksetrapper, skulle eftersigende være et af syd Sveriges bedste fiskesteder

Efter at have krydset næsset, drejer ruten sydpå langs Örekilsälven, hvor der passeres flere interessante steder. Blandt andet Borgmästerbruket, som er et levn fra en storhedstid hvor vandvejene var vigtige transport ruter for den tidlige industrialisering. Her har ligget savværk, kværner, smedje og bosteder for arbejderne. Lige inden den halvstore by Munkedal drejer ruten østpå, men hvis man vil kan man fortsætte ind og "tanke" op i byen.

Udluftning og tørring i det dejlige vejr ved Kaserna etape 15

Vejret var i løbet af formiddagen gået hen og blevet høj solskin. Dette benyttede jeg mig af i frokostpausen til at vaske mig selv i Vassbotten ved Kaserna, samt tørre alt mit gear og mig selv i en times tid. Etape 15 følger  Munkedalsälven mod Viksjön i noget temmelig krævende og kuperet terræn. Området her har tidligere været genstand for mange blodige fejder mellem Sverige og Norge/Danmark. Älven krydses to gange, inden ruten drejer mod syd undervejs mod Herrestadsfjället, som også er et natur reservat. Omkring Viksjön ligger nogle ruiner, hvor dele af det er fra Jernalderen.

Bridge, not over the river Kwai, but Munkedalsälven

Jeg havde på forhånd udpeget området omkring søen Övre Trästickeln, som en potentiel lejrplads. Søen ligger ved indgangen til Herrestadsfjällets natur reservat, og ville betyde jeg ville have nogen og tyve kilometer tilbage til fredagens vandring. Søen og lejrpladsen jeg fandt var ren idyl, jeg slog mit telt op og kiggede lidt på skyerne der samlede sig inden en torden front i stor hastighed trak sig ind over mig, hvorefter det tordnede og regnede i en time, for efterfølgende at klare op til en smuk solnedgang i søens vestlige ende. Lige som det skal være.

Lejr ved Övre Trästickeln lige inden tordenfronten ramte mig

Fredag d. 3. august, Övre Trästickeln til tog station i Uddevalla 23 + 4 kilometer


Endnu engang var jeg afsted før 6 om morgenen, der er noget magisk over at være på sporet tidligt om morgenen. Fra starten af bevægede jeg mig ind og op i Herrestadsfjället, som er et meget brugt natur område med hytter og stier, både til vandring og langrend om vinteren.

Lappkåtan i Herrestadsfjället med plads til 15, og åben året rundt

Ruten for dagen var blandet trail med skovveje, så jeg opretholdt et rimeligt tempo. Området er også et militært område, så en del skilte advarer mod at samle ammunitions genstande op. Lige inden Uddevalla passerer man "Havskuren", som er en stor mose. Mine fødder var dog allerede drivvåde af det høje våde græs og krat, man ikke kan undgå at gå igennem. Hvilket lige får mig til at slå et slag for små Gaiters. De var uundværlige til at holde sten og ral ude af skoene. Thumbs up på den front.

Ruin omkring Åleslån naturskole i Herrestadsfjället

Tilbage resterede kun ca. 4 kilometer asfalt ind til stationen i Uddevalla, så på med høretelefonerne, skru op for musikken, så blev de også tilbagelagt i fin stil. Ved ankomst til stationen nåede jeg lige en kop kaffe og en Snickers inden jeg sprang ombord på toget til Göteborg, for der at skifte til tog til Helsingborg.

Når jeg ser tilbage på turen nu, er der få ting jeg ville gøre anderledes med hensyn til grej og mad. Etaperne var generelt hårdere end jeg havde troet (læs kuperet), og der var meget mere "trail" og "bushwhacking" end jeg havde turde håbet på. Meget lidt af ruten var på decideret asfalt. Det er ikke udelukket, jeg vender tilbage og går ruten Uddevalla til Göteborg, som er den anden halvdel af Bohusleden.

Hilsen 

Niels

mandag den 6. august 2012

6 dage i det sydlige grænseland mellem Sverige og Norge langs Bohusleden del 1

En overraskende velmarkerede rute hele vejen

Jeg havde en plan om en sommertur i Lapland i år, men alle planer ændres, og muligheden blev derfor i stedet denne tur på Bohusleden, som også er en del af Nordsøstien. Ruten er velbeskrevet på hjemmesiden, med tilhørende kort som pdf filer, lige til at downloade og udprinting. Du kan også henvende dig til turistinformationerne i nogle af byerne i nærheden, og de sender med glæde rutebogen for en sum penge, omkring 50 svenske + porto, tror jeg. Supernemt og tilgængeligt, thumbs up til Svensken for det.

Björnerödspiggen som er højeste punkt på Bohusleden

Efter at have studeret hjemmesiden indgående og alle etaperne, besluttede jeg mig for ruten mellem Uddevalla og Strömstad. Jeg printede de relevante kort og rutebeskrivelser. Jeg var grundlæggende meget ambitiøs i hvor langt jeg ville gå, turen skulle være ferie, men samtidig også en fysisk udfordring. Fra Strömstad til Uddevalla er der i følge Bohusledens kort 203,5 kilometer, jeg havde tiden fra søndag til fredag, med en mulighed for at blive til lørdag, men det ville jeg kun i tilfælde af yderste nødvendighed, samt det faktum, at jeg kun havde mad til og med fredag, men det bekymrede mig nu ikke. Jeg havde lidt ekstra energi barrer og nok fedt på sidebenene til at overleve en dag ekstra.

Med planlagt ankomst Strömstad søndag kl. 14, og med planlagt hjemtur fredag sen eftermiddag, gav det mig 5½ dag til vandring, jeg ville derfor gennemsnitligt skulle bevæge mig fremad ca.  37 kilometer hver dag, bestemt ikke, tænkte jeg, urealistisk, tilbage var at overveje hvor fremkommelig og kuperet ruten ville være (her blev jeg lidt snydt). Jeg mente ikke den ville være svær at navigere (og fik ret).

Masser af idylliske søer undervejs

Tilbage var at beslutte om jeg skulle gå nord til syd eller omvendt, i sidste ende udgjorde vejrudsigten og mulighederne for exit punkter (byer med bus eller tog tæt på ruten) langs ruten udslaget for, at jeg valgte nord til syd. Hensynet til exit punkter var mest i tilfælde af min fysik, mod forventning, ikke ville være op til udfordringen.

Første "lille" fjeld kaldet Hoppareberget, med kig tilbage mod Strömstad

Søndag d. 29 juli, Strömstad til Björnerödpiggen 32 kilometer.

Afgang med tog meeeeget tidligt for en søndag, dagen viste sig at være store rejsedag i Sverige med fyldte toge til følge, men det var okay, de var til tiden, og jeg tilbragte de ca. 8 timer med at læse på min Kindle. Ankom til Strömstad omkring kl. 14 og gik de 2-3 kilometer ud mod startstedet på leden. Hver etape er markeret med et skilt og ruten skulle vise sig at være uhyre velafmærket hele tiden, jeg gik kun forkert en gang på hele turen, men det var på grund af min egen uopmærksomhed, ikke fordi ruten ikke var afmærket.

Sjov figur på vej op mod Björnerödpiggen

Bohusleden starter med at gå op af, derefter nedad, dette skulle vise sig at være normen resten af turen, med nogle til tider rimelige hidsige stigninger. Efter 15 km gik jeg fra Etape 27 ind på kortet over etape 26, kun 13 etaper mere indtil Uddevalla, tænkte jeg. Det var ikke planlagt med så lang en første dag, som det endte med at blive, men, som de siger i cykelsproget, jeg havde gode ben. Derfor endte jeg med at gå hele vejen op til Bohusledens højeste punkt. Selvom der lå et fint shelter og udsigtstårn, så bemærkede jeg de summende myg, og slog troligt mit Tarptent Moment, så jeg kunne kom ind bag dets myggenet til en summe fri og rolig nat.

Tarptent Moment i solnedgangen

Der er ikke noget vand på toppen, og der havde ikke været nogen vandsteder på vejen op, så jeg var tvunget til at gå ca. 1 kilometer for at fylde min 2 liters plasticflaske fra en lidt tvivlsom sø, men efter lidt UV vandrensning blev det både drukket og brugt til mad. Fra udsigtstårnet tilbage på toppen, havde jeg et dejligt udsyn mod vest og nord til en nedgående sol, som altid får mit hjerte til at slå lidt hurtigere i tilfredsstillelse over at være i live. Aftenen foreløb med god frysetørret mad og en kop varm kakao. Hvilket første til en yderst rolig nat, hvor jeg sov forbavsende godt. Jeg plejer ellers skulle have en eller to tilvænnings nætter til , at være alene i naturen, men ikke denne gang. Det var i quilten og godnat, nåede slet ikke at læse på min Kindle.

Flot, flot udsigt

Mandag d. 30 juli, Björnerödpiggen til Axlebergen øst for Vasbotten 33,5 kilometer

Jeg var igang og på vej nedad kl. 7 om morgenen mod Iddefjordens bred og byen Krokstrand, som er en gammel stenhugger by. I byen findes Sveriges første "Folkets hus" en slags fælles medborgerhus. Herfra området blev der udskibet sten af forskellige typer til hele verden. Det siges at den Argentinske tango kom til Sverige med sømænd fra skibe der lastede sten i Krokstrand. Derfor afholdes der også hvert år en tango festival i den meget lille by. Overalt ser man levn fra Krokstrands fortid, om det er den kæmpe kaj nede ved fjorden eller de store "rest" dynger af sten der lægger omkring det lille samfund. Ved indgangen til byen hænger der skilte der beskriver samfundets fortid.

Gammel rusten sten knuser omkring Krokstrand

Efter Krokstrand går ruten sydpå langs den Svenske og Norske grænse over højdedrag med udsigt over Iddefjorden.Vælger du at gå Bohusleden skal du være forberedt på, det går en del op og ned, og store dele af etape ruterne er på skov spor ikke skovveje, men det synes jeg jo kun er fedt. Undervejs ligger en del sheltere, disse er afmærket på kortene, men stødte også på enkelte der ikke var. Ved Sandvatten efter Krokstrand lå denne perle.Det var formiddag, men jeg overvejede da at snuppe en lur.

Shelter ved Sandvatten mellem Krokstrand og Hävedalen

Efter Hävedalen bliver terrænet barskt med dybe dale og høje bjerge (for området), ruten går stadig langs grænsen, og det er tydeligt at området ikke er, det mest beboede i verdenen. Omkring Vammen søerne føres du ad et snoede og meget krinklet spor, der giver dig mulighed for at øve din bushwhacking evner, op mod Tolvmanstegen, hvor træerne tynder ud i det klipperige landskab. På toppen mødes du af en formidabel udsigt..... Desværre står der også lige 10-15 Vestas vindmøller mod vest. Hey, jeg er pro alternativ energi, men det er sgu en ommer.

Ruten drejer nu mod øst stadig sammen med grænsen til Norge. Undervejs passerer man så den på billede viste bro (hvis man tør kan man jo lave en smagsprøve), den ligger tæt på Farlighögen, det skal jo passe sammen.

Jeg prøvede at sippe vandet, men der var ikke opstillet en Spritbolaget i nærheden

Ligeefter deler ruten sig i to. En nordlig del, der går ind i Norge, eller en sydlig en mod Vassbotten. Begge mødes igen ved Älgafallet, som er det største vandfald i Bohuslän med et fald på 46 meter. Jeg valgte den sydlige fordi den fører en forbi ruinerne af hvad der regnes som et af de få permanente bosteder hvor "Det Rejsende Folk" (Romaer eller Sigøjnere) har været bosat i Sverige. Stedet blev kaldt Snarsmon og har været beboet så sent som 1920'erne med ca. 30 familier. Det at bo permanent var meget atypisk for De Rejsende, der er flere skilte og en mindeplade der gennemgår stedets historie. I like, for det giver en ny dimension i din vandring, hvis man bare har lidt fantasi. Idag har ca. 25000 mennesker i Sverige "Roma" baggrund.

Skilt ved grænsen som udgøres af åen her ved Vassbotten

24 etape slutter i Vassbotten, som er et lille samfund, der tidligere har været en vigtig grænse overgang til Norge. Skilte ved grænsen fortæller om den lokale historie. Specielt under 2. Verdenskrig var der heftig smugling i området. På et tidspunkt var der endda stationeret 5000 soldater i byen, hvilket var godt for handlen. Smugler historien går helt tilbage til 1700 tallet, hvor det var tobak der blev smuglet.

Lige nord for Vassbotten ligger Älgafallet, som er en større og flot turist attraktion med udsigtspunkter og informations skilte. Efter at have været op og ned, og taget et hav af billeder, fortsatte jeg østpå på udkig efter en god lejrplads, da det var ved at være sent. Jeg endte op på en vest vendt skråning, der igen gav mig en fin solnedgang til aftensmaden, og en god nats hvile, hvilket jeg ville få brug for næste dag.

Älgafallet med et 46 meter fald

Tirsdag d. 31 juli, Axlebergen til Kynneälv ved foden af Kynnefjeld 36 kilometer

Dagen gryede en anelse grå, diset og småkold. Jeg var igen afsted omkring kl. 7. Etapen var nummer 23, som stod på 14 km middelsvær vandring øst på mod Nordre Kornsjön. Sporet ville følge grænsen, og beskrivelsen sagde henover åser i et bjerg og dalagtigt terræn. En garanteret afvekslende tur lovede beskrivelsen.... Det skal jeg love for, det var den hårdeste etape på hele turen, som ikke blev hjulpet af, at sporet var næsten tilvokset på store dele af etapen, samt det storregnede hele formiddagen. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været nede i en så lav en gennemsnitlig fart, som her, men som jeg har skrevet i et andet indlæg her på bloggen engang, så er solo vandring lig med mottoet, "Can't complain, because nobody listens anyway". Så smil og nyd turen, men jeg skal indrømme at jeg tænkte på Andrew Skurka, som har et mantra der lyder "continuous forward motion" eller CFM, for mig blev det til KBF, eller kontinuerlig bevægelse fremad, det er nøglen til at vandre langt.

Morgenmad lige inden regnen væltede ned resten af formiddagen

Undervejs i dette "vildnis" på grænsen støder man på flere ruiner af bygninger. Svenskerne er gode til at sætte et lille skilt op, der giver de sidste kendte detaljer for stedet. Feks. fortæller et lille skilt, om den "Fredløse" der boede her i grænseområdet i 1700 tallet, eller om den sidste familie der boede i resterne af en Torp ruin. Efter at have slidt mig igennem vildt terræn og regn brød jeg ud af skoven til et velfortjent hvil ved dette perle belligende shelter med egen sandstrand ned mod Kornsjön.Vejret var også blevet lidt bedre, men det fortsatte med at små regne on and off resten af dagen.

Shelter ved Nornäs på Kornsjön

Mens jeg hvilede en smule, studerede jeg kortet over næste etape, og glædede mig straks over at den bød på 8,5 kilometer "lätt" terræn, jeg nærlæste ikke beskrivelserne. Hvilket, kort tid efter, fik mig til at bande over ham der havde anmeldt etapen til "lätt", da det begyndte at gå opad mod Bufjällets højeste punkt, efter at have været i gennem Göpadalen. Ordet Göpa er et gammelt ord for Lods, jeg så dog ikke nogen af disse ekstremt sky dyr, selvom de lever i området i bedste velgående. Jeg prustede nok for meget :-)

Efter Bufjället ligger denne kirkeruin og tilhørende gravplads ved Ormelund

Hen på eftermiddagen kom jeg til Flötemarksön med et "vildmarks center", som jeg dog ikke gik hen til, så ved ikke helt hvad det betød. Jeg var mere fokuseret på, at nå frem Roslund og Kynneälv ved foden af Kynnefjäll, der havde jeg sat mig for at campere, og jeg var noget træt her sidst på denne dag. For mig på vandringer er tredje dagen den hårdeste, efter det vænner kroppen sig langsomt til den fysiske udfordring. det havde ikke hjulpet med en udfordrende formiddag, så jeg så frem til at slå mit telt op, få noget mad, og en god nats hvile inden onsdagens nye udfordring mod Vakterekullen, som er toppen af Kynnefjäll, ægte vildmark lovede ruten beskrivelsen, og det så jeg frem til, selvom jeg synes at dagen idag, også havde budt på masser af god vandring.

Del 2 kommer om nogen dage, så vend endelig tilbage.

søndag den 5. august 2012

Ømt men uhyre effektiv

ÜLA Rain Wrap

Et meget specialiseret stykke grej, som man ikke ser mange af i de Nordiske lande. Det er egentligt lidt ærgerligt, men hvis man går op i sit visuelle ydre, så forstår jeg det måske nok. Det gør jeg ikke, som billede tydeligt viser, skal lige indskydes, at i billede situationen bruger jeg skørtet som beskyttelse mod regnvåde buske og træer, uden skaljakke,  fordi ruten, mere eller mindre, var bushwhacking fra tid til anden. Skørtet blev også brugt i regnvejr, men det har jeg af gode grunde ikke noget billede af, da mit kamera ikke er vandtæt.

ÜLA Rain Wrap hedder den lille sag, på dansk ville vi nok sige regn skørt. Hvorfor udsætte sig selv for latterliggørelse af sine med vandrere? Det er der faktisk forbavsende mange grunde til.

  1. Nem regn og vind beskyttelse
  2. Billigere end skalbukser
  3. Langt mere åndebart end enhver skalbuks
  4. Dækker de "vitale" dele man ikke ønsker skal blive våde
  5. Vejer og fylder ikke meget i forhold til en skalbuks
  6. Super nem at tage af og på
  7. Ingen typiske svage punkter som lynlåse eller andet
  8. Kan tages på uden den sædvanlige sko/støvle dans
  9. Kan også bruges som underlag under en tarp eller andet shelter
  10. Er den perfekte samtale åbner når man møder fremmede mennesker
  11. Dine med mennesker er oftere i godt humør, specielt i regnvejr, for intet kan være værre end at bære en kjole
  12. Kan dække af når du skifter underbukser eller vasker tøj
Kan du finde på flere?

Hilsen

Niels

fredag den 27. juli 2012

Bare jeg var hjemme foran brændeovnen....


GoLite Shangri-La 1 ydertelt på Nordsøstien

Solo vandring er lidt ligesom at efterleve mottoet, ”Can’t Complain, because nobody listens anyway.”

Et af de helt basale behov når man er på tur, er muligheden for at søge læ for vejr og vind. Ligesom næsten alt andet er definitionen læ meget åben for fortolkning, nogen sværger til  telt, andre lever fint med bivuakker, tarps eller andre typer af konstruktioner.

Personligt vil jeg gerne have mit valg af læ beskytter mig mod ting som vand (både fra oven og neden), vind, og diverse kryb. Jeg er endda ekstra krævende, det skal også veje så lidt som muligt, af netop den grund har jeg også nogle yderst realistiske forventninger til hvad mit valg af læ nødvendigvis ikke kan. Jeg er afklaret med, at mit hjem væk fra hjemmet ikke yder samme standard for beskyttelse, som ”Home Sweet murstens  Home”.

Der er nogen valg jeg kan træffe, der kan hjælpe mig og mine muligheder for læ og beskyttelse. Eksempelvis ved at vælge en tør god plads, at slå mit læ op på, så jeg nedsætter kondensation og vind. Jeg har derudover et tøj system, og et sovesystem der kan holde mig varm, også på den tredje regn dag i træk.

Jeg skal selv bære mit læ, så det skal være så let som muligt, og fylde så lidt som muligt. Det skal beskytte mig mod det miljø jeg begiver mig ud i og forventer på turen. Jeg gør meget ud af at undersøge vejrdata for det område jeg skal være i, så jeg er så godt forberedt som muligt. Jeg forventer ikke mit læ skal beskytte mig mod alle eventualiteter eller hele tiden, jeg accepterer det kan blive nødvendigt, at eventuelt flytte mit læ hvis vind eller regn tager til, eller skifter retning, eller andre grænse tilstande som kan karakteriseres som ekstreme eller nødstilfælde.

Skal jeg over trægrænsen, så skal mit læ være vindstabilt, det skal kunne tåle vand fra oven som muligvis bliver drevet sidelæns med vinden. Hvis jeg forventer snefald skal det kunne tåle vægten af dette i en moderat størrelse. Hvis jeg forventer kryb i form af myg, knoter eller andet, så er det en prioritet for at få en god nats søvn, at jeg kan komme ind bag et net, hvis plagen ikke er så stor, så kan jeg måske nøjes med at sove med et net over hovedet, andre tider på året behøver jeg måske ikke et decideret indernet i mit læ, og så kan det jo blive hjemme med nogle gram sparet.

Kondensation opstår på inder eller ydersiden af eksempelvis en nylondug, dette sker når luften ikke kan absorbere mere vanddamp og denne kondenserer. Der er to måder du kan nedsætte luftfugtigheden i dit ly. Dette er ved at maksimere ventilationen inden i lyet, men vådt udstyr, din ånde og jorden bidrager alt sammen til den indre luftfugtighed. Den anden er ved at vælge din lejrplads med omhu, undgå huller hvor kulde eller fugt samler sig, gerne lidt højt i terrænet, på tør jord og hvis muligt under et skærmende træ eller anden læ fra vind.

Jeg forventer ikke at mit læ skal beskytte mig mod kulde, det har jeg sovesystem og tøj til, jeg vil formentlig få mere varme ud af, at tage et ekstra lag tøj med i stedet for det tungere dobbeltlags telt.

Den sidste overvejelse jeg gør mig om mit læ er hvor fleksibelt det er, og hvor mange af mine behov det dækker til det terræn jeg skal bruge det i. En tur i bjerge i efteråret stiller nogle andre krav end en tur på Bohusleden om sommeren.

mandag den 9. juli 2012

Hike your own Hike

Jeg følger med på flere forskellige forum inden for vandring, friluftsliv og outdoor, jeg læser bøger og artikler om emnet, i det hele taget så gør jeg en del for at være ’up to speed’ på emnet. Har det lært mig en ting, så er det, at der findes ligeså mange tilgange til friluftsliv, som der findes mennesker der praktiserer det. Hurra for det!

Nu er jeg selv proklameret lighthiker og fastpacker i denne verden af mange tilgange og definitioner til friluftslivet, men det gør ikke min tilgang, metode eller stil til noget der er moralsk bedre end det andre mere traditionelle vandrere gør, og det er en tynd linje man vandrer når man forsøger at vejlede og inspirere andre uden at fremstå som en ’know it all’.


I de senere år, specielt med den indflydelse der er kommet med hele ultralight konceptet, synes jeg der har indsneget sig en intolerance overfor hinanden i vandreverdenen. Vi er blevet opdelt og splittet i vores verdensbillede, der er næsten opstået en art hierarki hvor, dem der suser afsted, traver mange kilometer med en lille rygsæk er mere i et med naturen end dem der traver langsomt, går få kilometer med en tung traditionel oppakning. Det passer ikke! De fleste vandrere falder nok i midten af de to yderpunkter jeg lige har nævnt.

Nogen mennesker primært i USA har for en del år siden udtænkt nogle definitioner omkring basis vægt, som er din rygsæk med alt indhold minus det du konsumerer undervejs, som mad, vand og andre ting (myggebalsam, toiletpair o.s.v.). Kan du klemme denne vægt under 10 lbs eller ca. 4,5 kg, så er du en Ultralighter…. Men det er jo bare et arbitrært tal, min solnedgang bliver ikke pænere af det, det regner ikke mindre på mig af den grund, mit liggeunderlag bliver ikke blødere o.s.v.Definitionerne er blevet udvandet med tiden. Nu er ord som ultralight, letvægt og andre ord i samme boldgade blevet noget der skal sælge i en butik.

Jeg hører bestemt til dem der synes vægt er vigtigt, men kun som et redskab til at gøre min tur komfortabel, så er jeg egentligt fuldstændig hamrende ligeglad med hvilken definition jeg falder ind under, om det er UL, SUL eller whatever. Jeg er ikke bedre fordi jeg sover under en Tarp tættere på jorden og naturen, end ham der sover inde i sit 2 lags telt.


Hike your own Hike er en talemåde jeg har hørt som rammer hvad jeg står for meget godt. Meningen med talemåden er, at du principielt kan vandre med og hvordan det passer dig, bare du ikke generer, fordømmer andre eller bryder nogen love. Vi skal ikke kategorisere os selv, men mere opmuntre, inspirere og anerkende vores fælles kærlighed til et udendørsliv. Det er på en kosmisk målestok ligegyldigt om jeg går 5-10-15 eller 40 kilometer hverdag, eller om jeg slår lejr tidligt, og holder af at sidde i min lejr til langt ud på formiddagen.

Det handler om turglæde, nydelsen ved naturen, bjergene, bakkerne, skovene, kysten og ikke mindst det at komme afsted, så er vægten af min rygsæk sekundært.

Hilsen

Niels

fredag den 15. juni 2012

Åndbarhed! Det nye sort eller salgsgas?


Skaljakke tid på Nordsøstien i en Efterårsstorm


”Guaranteed to keep you dry”, siger sloganet for en af de største leverandører inden for åndbare membraner, jeg er ked af, at skulle sige det, men det passer ikke.  I hvert fald ikke under alle forhold.

Affødt lidt af en diskussion på Outsite.org omhandlende åndbarhed og vandtæthed på skaljakker og tilhørende bukser, synes jeg egentligt det var på sin plads at skrive lidt om det på bloggen. De fleste af os har en lægmands ide, om hvad en åndbar membran kan, og hvad den ikke kan. Jeg er ikke ekspert, men her er hvad jeg har lært.

Mange stoffer beskrives som åndbar, og der bruges gerne ord som ekstrem, meget eller ultra til ligesom at sætte på plads HVOR åndbart stoffet er.

Der er ikke nogen standard for måling af åndbarhed i stof, der er dog en standard for hvordan man udtrykker denne. MVTR som står for moisture vapour transmission rate, denne måler hvor hurtigt, eller hvor langsomt vandamp trænger igennem en kvadratmeter af stoffet på 24 timer. Vanddamp måles i gram, så endelsen er g/m2/dag. Jo højere, jo mere åndbart er stoffet, men husk lige at forskellige producenter kan nå forskellige MVTR for, der er ikke en endegyldig standard for hvordan man måler det i laboratoriet, for det er ikke en måling, der foretages ude på sporet / bjerget. Hvis et stof har en MVTR på 0 så kan vanddamp ikke trænge igennem det , modsat skal det bare have en MVTR på 1 for at kunne blive kaldt åndbart.

Vanddamp kan trænge igennem stoffer på to måder.

  • Den ene er ved ventilation, altså luft der blæser vandamp væk. Hvor den største ventilationsåbning i en skaljakke er lynlåsen foran, men det kan også være måden stoffet er vævet på, et godt eksempel er en løbetrøje der er meget åndbar p.g.a. dens vævning tillader høj ventilation. 


  • Den anden er diffusion, hvor stoffer der normalt afviser vand, bliver kemisk behandlet (ikke godt for miljøet), således de kan absorbere vanddamp ligesom en svamp, og tillade molekylerne at vandre til den anden side af stoffet, hvor de så kan fordampe igen. Dette er hvad der sker i de typiske membraner brugt i skaljakker.

Grundlæggende funktion af vandtæt og åndbar membran

Svagheden i dette er at for at et stof kan ånde, så skal der være forskel på luftfugtigheden på den ene, og den anden side af stoffet. Forestil dig din skaljakke. Inden under den er luftfugtigheden 90%, uden for den er den på 30%. Hvis dette er tilfældet så vil vanddamp naturligt ville trænge igennem til ydersiden.  I tilfældet hvor luftfugtigheden er den samme både inde og ude, så vil du overhovedet ikke kunne mærke stoffets åndbarhed.Skrækscenariet er, hvis nu luftfugtigheden er lavere inden under jakken end udenfor, så vil vanddamp faktisk bevæge sig fra yderside til inderside. Av for den, det var ikke godt.

Selvfølgelig er åndbarhed en god ting til det tøj, vi gerne vil bruge udendørs i vores lag på lag tøjsystem. Hvis ikke mit tøjsystem tillader kroppen at komme af med fugten i form af sved, så bliver jeg våd og kold indefra, og vil have problemer med at holde på varmen, når jeg står stille.

Hvis ikke min soveposes yderskal er åndbar vil fugt blive fanget i det isolerende lag, hvilket for en sovepose er katastrofalt, måske mere for dun end syntetisk, men lad dig ikke narre af dem der siger at en syntetisk sovepose holder på varmen, selv når den er våd. De har tydeligvis aldrig sovet i en våd sovepose.

I et telt vil vandamp fra din ånde, sved, bar jord og vådt udstyr samle sig som kondensation på indervæggen, i ekstreme tilfælde kan det nærmest regne ned indvendigt.

Har du læst så langt, så vil jeg lige minde om jeg startede med at sige, at ”Guaranteed to keep you dry”, var noget fis, og det er der tre grunde til.

  1. Vanddamp kan ikke bevæge sig gennem stoffet hurtigt nok, og du vil blive våd indvendigt afhængigt af dit energi niveau. Dette gælder mere i meget fugtige miljøer hvor membranerne slet ikke kan følge med.
  2. Hvis luftfugtigheden er høj, så kan luften ikke absorbere mere vanddamp, og den har ingen steder at gå hen, og bliver hvor den er.
  3. Hvis ydersiden af din skaljakke mættes med vand, så svarer det til at luftfugtigheden på ydersiden er 100%. Dermed kan vanddamp faktisk vandre igennem fra yderside til inderside (some nævnt ovenover). Dette sker oftest hvis jakkens DWR (Durable Water Repellant) er slidt væk, dårlig kvalitet eller failer, denne sørger for at vand perler af på ydersiden af stoffet, og dermed ikke kan mætte det.


At købe en skaljakke kan være en jungle for der er et hav af forskellige producenter, og de reklamerer alle med det samme, jeg skal derfor lige give et par gode råd hvis du skal navigere i denne jungle. Det handler om hvor aktiv du forventer at være på din tur.

  • Fuld skrue, højenergi, kortere ture, cykling, løb = Event, neoshell, activeshell o.s.v.

  • Mellem brug, skal kunne lidt af hvert (de fleste af os lander her) = Derzimax, Performance, Paclite, de fleste inhouse membraner fra velrenommerede firmaer.

  • Ekspeditionsbrug, alle forhold, dyreste = Proshell og tilsvarende top end membraner.

  • Billigste, men ofte ok på en lidt so-so måde = PU Coated jakker.


Bedste råd og min erfaring:
Du får hvad du betaler for, og kig efter sidste års modeller nedsat, en skaljakke behøver ikke koste det blege!


tirsdag den 12. juni 2012

Leave No Trace


Leave no trace lejr 

Lyder det ofte fra min mund, når jeg omtaler mine og andres aktiviteter i naturen. Det er et stort princip for mig. Jeg efterlader højst fodspor, og måske noget græs der forhåbentligt rejser sig igen i løbet af kort tid. Naturen er ikke min, den er fælles for os alle, det er mit og dit ansvar, at den også er der i morgen, og i fremtiden når kommende generationer, ligesom os, ønsker at søge ud i den og finde den ro og oplevelser, du og jeg sætter pris på.

Leave no trace er en række principper, samt en organisation der støtter konceptet. I Danmark er der ikke nogen officiel afdeling endnu. Tanken bagved LNT er, at minimere vores påvirkning af naturen under udøvelse af friluftsaktiviteter, og det er alt lige fra en gåtur med hunden til lange ekspeditioner. Det handler om at påtage sig et ansvar, og lære andre at tage det samme ansvar. Leave no trace er for alle, der benytter naturen! Det er ikke en undskyldning at være uvidende. Hvis du og jeg efterlever følgende principper, så er vi allerede nået langt i mine øjne. 

Please?

Planlæg nøje din tur.
- Kend reglerne for det område du skal besøge eller vandre i
- Medbring udstyr til årstid og miljø
- Besøg området uden for høj sæson hvis du kan
- Gå i små grupper
- Pak mad og udstyr om så du minimerer emballage på turen
- Lær at bruge GPS eller kompas, så naturen undgår unødige markeringer af ruter

Bevæg dig og slå kun lejr på fast og holdbar grund.
- Brug eksisterende lejre og ildsteder
- Slå lejr min. 200m fra søer, floder og åer
- En god lejr bliver fundet ikke lavet
- Bliv kun en nat og spred jer ud, undgå at koncentrere sig i et lille område

Ryd op efter dig selv.
- Har du det med ind, har du det også med ud igen, gælder også toiletpapir
- Grav dine efterladenskaber ned hvis du kan og camoufler det
- Brug bionedbrydelig sæbe til opvask og vask
- Undgå parfumerede toiletsager i naturen

Efterlad alt som du finder det.
- Saml ikke blomster, sten eller andet op
- Undgå at beskadige træer og buske med økser, knive eller save
- Lad være med at bygge ting eller grave grøfter

Et bål efterlader et ar i naturen.
- Brug kun faste ildsteder og byg så små bål som muligt
- Brænd bålet helt ned og spred asken
- Brug små og lette køkkener til madlavning og kogning af vand

Respekter alle naturens dyr.
- Observer kun dyr, følg ikke efter dem, skræm dem ikke eller gå for tæt på
- Undgå at fodre dyr
- Undgå at besøge et område når de lokale dyr er i parringssæson
- Følg reglerne for dit eget kæledyr
- Pak dit affald og mad forsvarligt ind så dyr ikke kan lugte eller komme til det

 Respekter andre besøgende.
      - Naturen er for alle også Mountainbikere
-    - Hjælp andre og træd til side på stier eller spor
-    - Undgå megen støj og råb